”Korpset”-Patrick uddyber turbulent opvækst: Moren begik overgreb på ham
LÆS OGSÅ: Frederikke åbnede op om spiseforstyrrelse i ”Korpset”: – Jeg er druknet i kærlighed
En opvækst med en mor som var alkoholiker og stofmisbruger udviklede sig til, at Patrick selv udviklede både et alkohol- og stofmisbrug.
Det fortæller Patrick Simiglai i afsnit fire af ”Korpset”, og nu sætter han flere ord på barndommen til SE og HØR.
Som barn følte han ikke, at hans mor elskede ham, hvilket hun også gav udtryk for.
Forældrene blev skilt, da han var syv år, og imens forældrene kæmpede om retten til Patrick og hans søster, havde Patrick det svært i skolen.
Her blev han mobbet, var oppe at slås, og lærerne havde problemer med at holde styr på ham.
Han fik dårligt selvværd og udviklede grimme tanker om sig selv.
HAR DU DET SVÆRT?
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
Ring til Livslinien på 70 201 201.
Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.
Og hjemme hos moren var der ingen hjælp at hente.
Da Patrick blev 11 år, stoppede samværet med hans mor.
Men et år inden, da Patrick var ti år, blev han udsat for et overgreb af hans mor og morens kæreste, hvor han var fuldstændig forsvarsløs og ikke kunne gøre noget.
– Min mor og hendes kæreste begik et overgreb på mig, da jeg var ti år gammel. Min mor havde flere forskellige mænd, som hun så i de år, hvor jeg havde samvær med hende.
– Men den her kæreste var decideret ondskabsfuld og meget manipulerende.
Selv om samværet med moren stoppede, da Patrick var 11 år, er han stødt på sin mor to gange tilfældigt på gaden sidenhen – ellers har han ingen kontakt til hende.
Manglede anerkendelse
Den manglende anerkendelse fra hjemmet og i opvæksten generelt har også gjort, at Patrick har søgt anerkendelse andre steder.
Farens anerkendelse fik han til at begynde med, da han som 11-årig stoppede samværet med moren.
Men i Patricks teenageår blev hans far gift med en ny kvinde, og derfra følte Patrick, at faren glemte ham.
Han begyndte at hænge ud med de forkerte mennesker, og han endte i bandemiljøet, hvor han higede efter anerkendelse fra bandelederen.
En turbulent tid på kanten af loven, og Patrick endte også i fængsel i en sag om afpresning.
Det var her, at Patrick Simiglais farmor gav ham valget mellem hende eller bandemiljøet.
Valget blev farmor.
Men Patricks deroute sluttede ikke der.
TV 2 Echo har beskrevet, hvordan ”Korpset”-deltageren ikke droppede alkoholen helt, efter han forlod bandemiljøet og i stedet for at være en del af bandemiljøet, blev han "klubkonge".
Da alkoholmisbruget var på sit højeste, drak Patrick op til 45 genstande i døgnet.
Nedturen fortsatte, og Patricks daværende kæreste endte også med at gå fra ham.
Specialstyrkernes verden blev Patricks redning
I ”Korpset” er det ingen hemmelighed, at Patrick higer efter instruktørernes anerkendelse.
Helt ligesom han tidligere har higet efter farens, bandelederens og klubkongernes anerkendelse.
Efter en helt særlig oplevelse til en fest, som du kan læse alt om her, besluttede Patrick sig for at ændre sit liv.
Det skulle være slut med alkohol, stoffer og den omgangskreds, hvor alkohol og stoffer også var eneste samlingspunkt.
Ordentligheden, at der er styr på tingene, at man ikke giver op, og at man behandler folk ordentligt fra specialstyrkernes verden, blev en inspiration.
Struktur blev nøgleordet i den nye hverdag, som Patrick prøvede at forme sit liv efter. En struktureret hverdag som gør, at han om en måned kan fejre, at han har været clean i fem år.
Og derfor takkede han også ja til at være med i sæson 6 af ”Korpset”. For ”Korpsets”-verden har været med til at ændre Patricks liv.
– Det, der driver mig til at dele historien i ”Korpset”, er tanken om, hvordan jeg selv er blevet inspireret, og hvad den inspiration har gjort for mig. Når jeg folder hele historien ud, så gør det stadig ondt i min mave, men jeg gør det, fordi jeg ved, at det heler af sig selv.
– Det kan hjælpe andre, når de ser noget, som de kan spejle sig i. Sådan var det for mig.