Josefine Høgh sendt til tælling: Soloulykke på fodboldbanen
Josefine Høgh humper i disse dage rundt med en skinne på sit højre ben.
Den tidligere fodboldspiller gik forleden på grønsværen og endte med at bide i græsset, fortæller hun i en række stories på Instagram.
Det stod ellers skrevet i både sol, måne og stjerner, at Høgh aldrig skulle have spillet den fodboldkamp.
Hendes krop var smadret efter en times hård træning og jetlag. Hun havde glemt sine fodboldstøvler i sommerhuset og kom endda 10 minutter for sent til kampstart.
Hun valgte dog at overse alle universets blinkende neonskilte med advarsler om ikke at gå på banen.
- Det var en soloulykke i en fodboldkamp, hvor jeg vred i knæet, og der lød et højt smæld, fortæller sportsværten så malerisk, at man næsten kan både høre og mærke det.
Josefine har aldrig i de 25 år hun har spillet fodbold haft problemer med knæet, men hun vidste øjeblikkeligt, at det var alvorligt.
Hun tog dog ikke direkte fra fodboldbanen til lægen for at blive undersøgt. Grundet arbejde, rejser og andet hastværk, humpede tv-skønheden på knæet i et par uger, inden hun fik tid til en scanning.
Og svaret er nedslående.
- Scanningen viste desværre et delvist overrevet ledbånd, en revne i min menisk og et delvist overrevet korsbånd, lød den hårde dom fra lægerne.
Det er endnu ikke til at sige, om hun skal opereres, for menisken skal have lov at hele i første omgang. Så indtil videre, er Høgh blevet forvist fra fodboldbanen og henvist til ”røvsyg genoptræning”.
- Det er en kæmpe frihedsberøvelse for mig. Jeg elsker hård fysisk aktivitet, og det er vigtigt for mig at føle mig stærk i min krop.
Hun har nu indrettet gæsteværelset som genoptræningscenter med egen motionscykel, så der ikke er nogen som helst undskyldninger for ikke at følge lægens anvisning.