52-årig mand dømt: Begik adskillige seksuelle overgreb
En 52-årig mand er blevet idømt syv års fængsel for en række seksuelle overgreb - herunder fuldbyrdet voldtægt - begået mod en pige, der var mellem 10 og 12 år gammel.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Overgrebene fandt sted fra marts 2020 til maj 2022 på Falster.
Anklager Tina Susanne Nielsen fortæller, at manden blev kendt skyldig i den fulde tiltale, som både omfatter fuldbyrdet voldtægt, voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje og grov blufærdighedskrænkelse.
- Han er blevet dømt efter anklageskriftet, og det er jeg meget tilfreds med, ligesom jeg er tilfreds med strafudmålingen, siger hun til Ritzau.
Dommen er blevet afsagt onsdag ved Retten i Nykøbing Falster.
Manden er en bekendt af pigens familie.
Mindreårige, der udsættes for seksuelle overgreb, er automatisk beskyttet af navneforbud i en efterfølgende retssag.
Fordi der er en relation mellem offeret og gerningsmanden, og for at undgå at pigens identitet afsløres, offentliggør Ritzau ikke den dømtes navn.
Den 52-årige mand har gennem hele sagen nægtet sig skyldig. Han har anket dommen til frifindelse.