
Går i Christophers fodspor: Rasmus Brohave medvirker i ny biograffilm fra Mehdi Avaz

Der er fart på 25-årige Rasmus Brohave, der startede karrieren på YouTube i en ganske ung alder, i øjeblikket.
For blot en uge siden havde han et fornemt - og siden omdiskuteret – møde med en af verdens mest magtfulde mænd, den administrerende direktør hos Apple Tim Cook, i Nyhavn.
Endda ganske bemærkelsesværdigt uden anden presseopdækning end blot Brohave og hans kanal med 291.000 følgere.
Og i denne uge står han så foran kameraet på ”Børnene fra Sølvgade” – en biograffilm med forventet premiere næste år, der er baseret på Renée Toft Simonsens bogserie med samme titel.
I instruktørstolen sidder den enormt produktive Mehdi Avaz, som står bag film som ”Toscana”, ”Kollision” og ”Mens vi lever”.
Hvis du synes, at Mehdi Avaz’ navn får klokker til at ringe en smule, så giver det god mening.
Senest har udlandet også fået et lidt større kendskab til hans film, eftersom Netflix hoppede på hans ”A Beautiful Life”-projekt, der som bekendt inkluderede den danske popstjerne Christopher i en bærende hovedrolle.

Selvom filmen om den nordjyske fisker Elliot, der går rundt med en ordentlig røvfuld stjernepotentiale, både høstede lunke anmeldelser, ligesom Christopher selv indrømmede, at debuten havde været virkelig krævende, så ser den 31-årige popsmed tilbage på den romantiske Netflix-rolle med stor taknemmelighed.

For med Mehdi Avaz-filmen kom nemlig en åbenlys større popularitet uden for landets grænser – også hvad angår hans musik.
- Det er jo bare vildt. Jeg oplever ting lige nu, som jeg har drømt om de sidste ti år, lyder det fra den glade popprins, da SE og HØR mødte ham søndag aften i Operaen.
Her kunne Christopher fortælle, at "det gik pissegodt", og han meget snart er klar til at rykke til nye lande.
Og nu har den populære og produktive instruktør altså kastet sig over et andet dansk ungdomsidol – med krøller.
- Tak for jeg måtte lege med, skriver Brohave i et opslag på Instagram, hvor han også deler en masse billeder og video fra bag kulisserne.
Det vides dog ikke, hvor stor en rolle vi kan forvente at se Brohave i, når ”Børnene fra Sølvgade” rammer lærredet til næste år. Men han er i hvert fald i fornemt selskab.
På rollelisten i den farverige og eventyrlige fortælling finder vi også Anders W. Berthelsen, Jakob Faurby og Ditte Hansen.
25-årige Rasmus Brohave er fra Svendborg, og er egentlig bedst kendt som internetpersonlighed, YouTuber og influencer. Men meget tyder på, at skuespillet trækker i ham.
Til marts betræder han de skrå brædder i Tivolis Koncertsal, når ”Askepot – The Musical” får premiere.