Sæþór Kristínssons billeder misbrugt på datingapp: - Det er ikke mig
LÆS OGSÅ: ”Årgang 0” Mathilde Beuschau prøvede Tinder i en uge: Sådan gik det
Har man befundet sig på datingapps kan der have været chancer for, at man har swipet ind i en kendis eller to.
Man kan dog ikke vide sig sikker på, at der ikke har været tale om en falsk profil.
Det hænder nemlig, at kendte menneskers navn og billeder bliver misbrugt på datingapps, og det er nu sket igen.
Det afslører den tidligere ”Den store bagedyst”-vinder og ”Korpset”-deltager Sæþór Kristínsson på Instagram.
- Har fået tilsendt et billede fra en datingapp – og ved ikke om jeg skal være smigret over, han bruger mine billeder, eller fornærmet over at alderen er sat til 45.
Den falske profil har dog ikke valgt at bruge Sæþórs rigtige navn, men derimod er profilen med Sæþórs billeder oprettet som John på 45 år.
Tv-kendissen understreger, at han ikke er at finde på nogen datingapps, og derfor opfordrer han også sine knap 60.000 følgere til en ting, hvis de skulle støde på ”ham” på datingapps.
- Hvis I støder på profiler med mine billeder, må I meget gerne anmelde.
Til SE og HØR fortæller han, at også lavede storyen lidt i sjov, fordi de fleste forhåbentlig ved, at det selvfølgelig ikke er ham, når profilen bruger navnet "John".
Han fortæller også, at det ikke er første gang, at hans billeder bliver misbrugt på datingapps.
- Det er anden gang det sker. Der var det et udenlandsk navn de brugte med mine billeder. Der var det også en som sendte det til mig, og gjorde mig opmærksom på det.
Privat danner Sæþór Kristínsson også par med den endnu en gang ”Vild med dans”-aktuelle professionelle danser Thomas Evers Poulsen – og det har han gjort siden slutningen af 2015.
I 2021 vandt Sæþór Kristínsson ”Den store bagedyst”, men det er ikke mange uger siden, at han igen var aktuel i tv’et, da han deltog i ”Korpset”.
Her måtte han dog trække sig lidt tidligere end håbet, og han har tidligere til SE og HØR fortalt, at han stadig fem måneder efter optagelserne har smerter.