Streaming7. oktober 2023

Efter Bagedyst-exit: Anton har droppet kagerne

Anton Kokholm Vejby var den første til at forlade ”Den store bagedyst”
20-årige Anton Kokholm Vejby nåede lørdag endestationen i "Den store bagedyst". 
20-årige Anton Kokholm Vejby nåede lørdag endestationen i "Den store bagedyst".
 Foto: DR/Carsten Mol

Det var et slemt Murphys lov, der udspillede sig i bedste sendetid lørdag aften, da ”Den store bagedyst” løb over skærmen.

For alt, der kunne gå galt, gik galt for den 20-årige teologistuderende Anton Kokholm Vejby.

Smørcremen skilte, den Rihanna-inspirerede pynt splattede ud og kollapsede over det halftimeshow-inspirerede cupcakes, krummen var for tæt og smagen af jordbær for mild.

Og det var blot første udfordring.

- Intet går, som da jeg øvede mig derhjemme. Jeg ved ikke, om det er noget med temperaturerne, som er anderledes i forhold til derhjemme, forklarer Anton til SE og HØR.

Det er aldrig sjovt at være den første, som ryger ud af en konkurrence, og Anton lægger da heller ikke skjul på, at han havde sigtet efter en højere rangering.

- Jeg er da skuffet, for man melder sig jo til bagedysten for at gå hele vejen, men i forhold til, at alt, der kunne gå galt, gik galt, var jeg ikke overrasket over, at jeg røg ud.

- Jeg kunne jo godt se, at der var meget, der skulle hentes på én kage, hvis jeg skulle overleve, siger Anton, som efter kras kritik i de to første udfordringer virkelig skulle brillere med sit mesterværk.

Hans cheesecake efterlod dog en del tilbage at ønske på finish.

- Jeg kunne godt se, at den udseendemæssigt ikke levede op til dommernes krav, så jeg håbede, at smagen sad lige i skabet, men det gjorde den så ikke, siger Anton med henvisning til Katrine Foged Thomsens kommentar om, at den ”ikke var så rar inde i munden”.

Siden han forlod teltet, har han sat springform og sprøjteposer på hylden.

- Nu bager jeg primært brød. Jeg er på SU, og mel, gær og vand er bare billigere end smør og fløde, forklarer Anton, som var så god til at spare, at han ikke brugte alle pengene i statsradiofoniens budget.

- Jeg brugte også margarine, når jeg øvede mig hjemme i køkkenet for at spare penge.

Er det forskellen på smør og margarine, som fik det til at kikse i bageteltet, tror du?

- Det ved jeg ikke, det kan da godt være. Jeg synes, det plejer at opføre sig meget ens, men det kan da godt være.

Anton læser som tidligere nævnt teologi, har brugt sine medstuderende som prøvekaniner under Danmarks hårdeste kagekonkurrence.

- Jeg har serveret en del kage for dem og spurgt: ”Kan I lide smagen, ser den pæn ud og så videre”, men det kan være svært for dem at være kritiske. Når man har kage med, har man en tendens til at sige: ”Uhm, det smager godt” uanset, hvordan det så smager, siger han og griner.

Sponsoreret indhold