Sport8. oktober 2023

Opgør i EM-kvalen er udsat på grund af Israel-konflikt

Torsdagens opgør mellem Israel og Schweiz er udsat på grund af sikkerhedssituationen i Israel, oplyser Uefa.

Torsdagens EM-kvalifikationskamp mellem Israel og Schweiz er blevet udsat på ubestemt tid.

Det oplyser Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) søndag på sin hjemmeside.

Årsagen er den militære konflikt i Israel, der i weekenden er blevet angrebet med raketter af den palæstinensiske bevægelse Hamas. Israel har svaret tilbage med modangreb.

- I lyset af sikkerhedssituationen i Israel har Uefa valgt at udsætte alle kampe på israelsk jord de næste par uger, skriver fodboldforbundet.

Schweiz og Israel mødtes i foråret i alpelandet, hvor det endte med en schweizisk hjemmesejr på 3-0. De to lande kæmper i gruppe I med Rumænien om to pladser ved næste års EM.

Ud over EM-kvalifikationskampen på torsdag i Tel Aviv overvejer Uefa, om Israels udekamp mod Kosovo på næste søndag også skal udsættes.

En række landskampe på U17- og U21-niveau bliver også påvirket af den militære konflikt.

- Uefa vil følge situationen nøje og tager kontakt til de involverede hold, før vi træffer beslutninger omkring nye datoer for kampene, skriver forbundet.

Sponsoreret indhold