Kendte9. oktober 2023

Efter angreb i Israel: DR-vært Kristian Ring-Hansen ombooker i sidste øjeblik

I stedet for at tage en tur til Tel Aviv valgte ”Aftenshowet”-værten Kristian Ring-Hansen at blive hængende i Berlin
Kristian Ring-Hansen havde glædet sig til at opleve Israel for første gang, men turen til Tel Aviv er nu udskudt. 
Kristian Ring-Hansen havde glædet sig til at opleve Israel for første gang, men turen til Tel Aviv er nu udskudt.
 Foto: Hanne Juul

Konflikten mellem Israel og den militante gruppering Hamas er for alvor blusset op igen over weekenden, og mens både statsminister, rapkometer og komikere har reageret på den tilspidsede situation, så har DR-vært Kristian Ring-Hansen også rent privat taget konsekvensen ovenpå angrebene på Israel.

Til Ekstra Bladet fortæller den 51-årige tv-vært, som fra tid til anden kan ses tone frem i DR’s aftenformat fra Rådhuspladsen, ”Aftenshowet”, at han og vennen egentlig havde pakket taskerne og glædet sig til at tage til den israelske kystby Tel Aviv.

Men så begyndte nyhederne om raketangreb at tikke ind.

Faktisk nåede Kristian og kammeraten hele vejen til deres mellemlandingsdestination, Berlin, da de besluttede sig for bare at blive der.

- Vi sad da med hjertet lidt oppe i halsen, for vi vidste ikke, hvor alvorligt man skulle tage det, og om vi var købt eller solgt. Men da jeg kunne se, at der også var bygninger i Tel Aviv, der var blevet ramt, var der ikke så meget at rafle om, siger han.

Ikke tale om

Selv om de havde deres tvivl, så skulle det vise sig, at Kristian Ring-Hansen og hans selskab tog den rigtige beslutning. For siden lød meldingen fra Udenrigsministeriet da også, at man frarådede unødige rejser til Israel.

Flyet blev kort efter forsinket, og heldigvis kunne det snildt lade sig gøre for ”Aftenshowet”-værten at refundere hotelopholdet i Tel Aviv.

Ring-Hansen fortæller, at hans telefon ikke har haft et roligt øjeblik siden lørdag morgen, da den israelske regering kunne berette om flere missilangreb, som Hamas siden har taget ansvaret for.

Rigtig mange bekymrede venner og bekendte kunne nemlig huske, at han havde planer om en tur til den israelske destination.

- Men det kom slet ikke på tale. Man skal ikke rejse til et land med krig, hvis man ikke har forstand på det. Så nu bliver vi et par dage her i Berlin i stedet for, og så ser vi, hvad det kan, fortæller han til Ekstra Bladet.

Sponsoreret indhold