Jakob Kjeldbjerg knækkede Tais: Græd hver eneste dag
LÆS OGSÅ: "Robinson"-vært Jakob Kjeldbjerg utilfreds med Johannes: – Ud af min ekspedition!
Denne uges afsnit af ”Robinson Ekspeditionen” byder traditionen tro på hårde konkurrencer og rumlende maver. Og også en duel skal naturligvis afvikles.
Kaleepan og Tais fra henholdsvis hold syd og hold nord skal, i håbet om at vinde en talisman, forsøge at lave en form for kuglebane, hvor de således skal få deres kugle i mål – naturligvis før modstanderen.
Tais har ingen egentlig plan, og det lykkes ham heller ikke at vinde over Kaleepan fra det andet hold. Noget, som han selvsagt ikke ligefrem er stolt over.
Og Tais er ydermere nervøs for, om nederlaget ender med at føre til hans ”Robinson”-exit:
– Så bliver det et afsnit, som drengene ikke kommer til at se, for det bliver et af de pinlige, fortæller Tais til ekspeditionens leder Jakob Kjeldbjerg.
Herefter går der ikke længe, før Tais bryder sammen over savnet til sønnerne:
– Jakob knækker mig derude ved duellen mellem Kaleepan og mig med, om drengene ville være stolte af deres far. Det kunne jeg ikke komme tilbage fra. Så jeg græd faktisk hver eneste dag efter det, afslører Tais Vallestrand til SE og HØR.
– Det gjorde mig sindssygt ulykkelig. Jeg var helt knækket og savnede mine to børn vildt meget, lyder det videre fra ”Robinson”-aspiranten, der har sønnerne Mattheo og Abel på henholdsvis otte og fire år.
Der var da heller ingen tvivl om, at det var et ret så lykkeligt øjeblik for Tais, da han på et tidspunkt efter ekspeditionen endelig fik sine elskede børn at se igen:
– Det var dejligt at se dem igen, jeg havde savnet dem så længe. Det var en kæmpe kontrast fra at være væk i så mange dage og ikke kunne komme i kontakt med dem.
Se videoen, hvor Tais bryder fuldstændig sammen, øverst i artiklen.