Nyheder10. oktober 2023

Jens Jørgen Espersen er død: Blev 80 år

Journalisten Jens Jørgen Espersen, der i 1988 modtog en Cavling for at afdække Thorotrast-skandalen, er død.

Den tidligere Cavling-vinder Jens Jørgen Espersen er død i en alder af 80 år.

Han døde den 5. oktober.

Det oplyser hans hustru til Ritzau.

Jens Jørgen Espersen modtog Cavlingprisen i 1988 for at afdække den såkaldte Thorotrast-skandale.

I 1987 skrev han en lang række artikler om patienters lidelser forårsaget af det radioaktive røntgenkontraststof Thorotrast, som lægerne anvendte på trods af, at de vidste, at det var kræftfremkaldende.

Hans dækning af sagen satte spørgsmålstegn ved, om det overhovedet var nødvendigt for lægerne at anvende Thorotrast, og hvor meget de kendte til farerne ved stoffet.

Han afslørede, at der i sundhedsvæsenet er et hemmeligt arkiv over personer, som er behandlet med Thorotrast.

Jens Jørgen Espersen, der gennem mange år var ansat som journalist på Ritzau, fik Cavlingprisen tilbage i 1988 med begrundelsen:

- For med sin skarpsindige journalistik at have fremdraget den indtil november 1987 upåagtede Thorotrast-sag, som han med stor ihærdighed har afdækket i alle detaljer, trods stor modstand fra implicerede myndigheder, lød det.

Espersen fulgte fortsat sagen, efter han modtog Cavlingprisen, og skrev omkring 120 artikler fra 1987 og fem år frem.

Artikelserien førte til et forslag fra folketingsmedlemmer om, at pårørende til Thorotrast-behandlede ville få en erstatning på omkring en kvart million kroner.

Thorotrast-skandalen er i 2002 blevet skildret i filmen "At kende sandheden" af filminstruktøren Nils Malmros.

Sponsoreret indhold