Reality12. oktober 2023

Mark om Lines U-vending: - Det kom som et chok

Mark Wortsen har netop afsluttet et fem uger langt tv-ægteskab. Hvis det havde stået til ham, havde de fortsat været gift
Mark og Line.
Mark og Line.
 Foto: Snowman Productions/DR

En bombe detonerede i sidste afsnit af ”Gift ved første blik”, da forholdet mellem hele Danmarks yndlingspar Mark og Line kørte af sporet.

En tur ved parforholdsmekanikeren kunne ikke udbedre skaderne, og Line og Mark endte med at forlade programmet hver for sig.

Det var dog ikke kun seerne, der fik sig et regulært chok. Også Mark blev paf over den drejning, forholdet til Line tog.

- Jeg blev meget overrasket. Jeg havde fire uger, hvor jeg tænkte, den her klarer vi, og så har vi noget at bygge videre på, når vi var færdige, så det kom i den grad bag på mig, fortæller han til SE og HØR.

Ifølge Mark blev getaway weekenden, hvor tre af parrene mødtes på Lundsgaard gods i Kerteminde, vendepunktet.

- Vi har fire gode uger, men så fornemmer jeg, at Line begynder at spejle sig i de to andre par, og det er for alvor dér, vores relation tager en drejning.

- Det går op for mig, at hun søger noget, som jeg ikke har givet meget af. Vi er nogle forskellige steder, hvor jeg syntes, det var bedre at vi havde fokus på det positive, siger Mark, som også lægger mærke til, at Lines adfærd ændrer sig.

Den dybe samtale er jo også noget, jeg fisker meget rundt i, hvad er

Mark, "Gift ved først blik"

Dagen efter skal de til parterapi, og der går det for alvor op for Mark, at ægteskabet slet ikke kører så godt, som han ellers gik og troede.

- Det kommer som et chok, at vi skal ind og have en dyb samtale lige der, for vi havde ikke engang prøvet selv sådan rigtigt, fortæller han.

Mark synes, han og Line har haft mange gode samtaler, men det er for ham at se svært at have en samtale om nogle problemer, de ikke har endnu.

- Den dybe samtale er jo også noget, jeg fisker meget rundt i, hvad er. For vi har mange gode samtaler, og en god samtale kan jo også være dyb. Jeg ved stadig ikke rigtigt, hvilke dybe samtaler Line efterspurgte.

Vi rammer en mur alt, alt for sent og når slet ikke at få arbejdet med det.

Mark, "Gift ved første blik"

Parterapien bliver sidste gang, Mark og Line ser hinanden, inden de skal beslutte sig for, om de vil forblive gift eller lade sig skille.

- Vi skulle have været til koncert, og kameramanden var på vej til Odense, og en halv time før, melder hun fra, og vi ser stort set ikke hinanden igen, før vi skal fortælle, om vi vil forblive gift eller skilles. Vi rammer en mur alt, alt for sent og når slet ikke at få arbejdet med det, før vi skal træffe beslutningen.

Line har mødt en ny

Det var under parrunden på weekendopholdet, det gik op for Line, at de andre par havde haft en del dybere samtaler end hun og Mark havde.

Det satte i følge Line nogle tanker i gang, og datoen for, hvornår de skulle vælge mellem skilsmisse og ægteskab åndede hende i nakken.

- Så fra nærmest kun at have haft fokus på alt det, som fungerede, begyndte jeg at vende mit fokus hen mod de ting, jeg følte manglede i relationen, for at begynde at mærke efter, hvilken beslutning som var den rigtige at tage for mig, fortæller hun til SE og HØR.

Parret havde undervejs ikke taget initiativ til de dybe samtaler, men Line forsøgte under den sidste parterapi at berøre emnet. Hun føler dog ikke, hun blev mødt med forståelse og anerkendelse, hun havde behov for.

- Men jeg tror ikke, det havde ændret udfaldet alligevel, siger hun.

I dag er hendes forhold til Mark udmærket, og de har sørget for at have en god dialog, mens "Gift ved første blik" har rullet over skærmen.

Romantikken mellem dem døde dog under fødslen, og Line ser i dag en ny.

- Det er en gammel flamme, som jeg har set før. Hvem det er, vil jeg holde for mig selv lidt endnu.

Sæsonens nye tiltag, getaway weekenden, var med andre ord ingen succes for Mark og Line.

Det er dog svært for Mark at gisne om, hvorvidt ægteskabet havde holdt, hvis han og Line ikke var taget på weekendtur med de øvrige par, men han tror, de havde klaret den, hvis weekendturen havde ligget tidligere i forløbet.

- Jeg tror, at udfaldet kunne have været anderledes, hvis vi havde haft noget tid til at arbejde med det. For jeg kan se, at de andre kæmper med det, som vi så først skal til at arbejde med den sidste uge og er kommet ud på den anden side.

- Var du blevet i ægteskabet, hvis Line ikke havde ønsket at blive skilt?

- Det er jeg ret overbevist om, for jeg mener, der var meget at bygge videre på. Om vi så senere var endt med at gå fra hinanden alligevel, kan man jo ikke vide.

Selv om det ikke er alle parrene, der går fra programmet som ægtefolk, mener psykolog-Trine, at deltagerne nu er mere klar til at indgå i en romantisk relation, fordi de virkelig har arbejdet med sig selv.

Og Mark er ikke uenig i hendes anskuelser.

- Hundred procent. Jeg er målrettet nu. Nu har jeg fået værktøjerne, så nu skal de også ud og bruges. Jeg har slet ikke opgivet tanken, siger singlefyren og tilføjer:

- Jeg har ikke fundet nogen, men det er også svært at date, når man ikke må røbe noget.

Sponsoreret indhold