Væggelusene bider sig fast i Danmark som aldrig før: – Stiger nærmest uge for uge
LÆS OGSÅ: Væggelusene hærger: Ambassade har modtaget henvendelser fra bekymrede danskere
Sidste uges nyhedsbillede bar præg af billeder fra en fransk hovedstad, der helt bogstavelig talt gav myrekryb.
For Paris kæmper i øjeblikket en indædt kamp med tiden for at gøre byen så godt som fri for væggelus, inden OL skal afholdes i byen næste sommer.
Desværre er problemet med de små sengebeboere ikke blot Frankrig forundt. Også i Danmark ser man en kraftig stigning af sager med væggelus
Det ser man for eksempel hos virksomheden Anticimex, der specialiserer sig i skadedyrsbekæmpelse.
Her har man fået mere end dobbelt så mange opgaver relateret til væggelus i maj til september i år sammenlignet med samme periode i 2022.
Og det ligner ikke, at de mange sager ser ud til at stoppe lige foreløbig.
– Det er som om, det bliver ved med at stige uge efter uge, siger regionschef hos Anticimex Klaus Axel Jensen.
Fakta om væggelus
Væggelus er insekter (tæger), som suger blod fra deres værtsorganismer. De voksne er 5-6 mm lange og 3 mm brede. Munddelene er vokset sammen til en leddelt snabel, som benyttes når de suger blod.
Væggelus opsøger mest mennesker, når det er mørkt om natten, mens de opholder sig på gemmesteder i form af revner, sprækker mv. om dagen. Som voksen vil væggelus opsøge mennesker ca. en gang om ugen, hvor de så suger blod i 5-10 minutter. Stikkene vil som oftest være på utildækkede legemsdele (hænder, arme, fødder og hals). Nogle mennesker mærker ikke stikkene, men de fleste får irriterende stikpletter og eventuelt kraftig kløe og udslet.
I praksis har væggelus ingen betydning som overførere af sygdomme, men hos nogle mennesker kan de forvolde store gener i form af kløe og udslet.
En væggelus skal have blod jævnligt. Den udvikler sig fra æg til voksen over 5 nymfestadier, og på hvert stadie skal den have blod mindst én gang. Ved optimal temperatur, luftfugtighed og gode fødemuligheder varer hele dens livscyklus 4-5 uger.
Voksne væggelus kan overleve i flere måneder uden mad, og er det køligt, kan de overleve i over et år.
Kilde: Miljøstyrelsen
Stigende temperaturer og flere rejser
Hvad der får de mange væggelus til at pible frem, er man ikke sikker på, men man har to overskyggende teorier.
– Vi tænker, at rejsemønsteret efter corona gør, at mange får slæbt dem med hjem fra ferie. Og at de kommer til landet med krydstogtskibe, som også har væggelus om bord.
– Derudover tror vi, at klimaforandringerne også har betydning. Væggelusene kan jo godt lide, at temperaturerne er lidt høje, siger Klaus Axel Jensen.
Hos Anticimex sender man omkring fire medarbejder afsted hver dag, der skal løse problemer med væggelus.
Et problem i de store byer
Klaus Axel Jensen understreger, at det kommer an på ens egen indsats, når man forsøger at blive lusefri.
– Før vi kommer, beder vi jo om, at man tager alt sengelinned af og vasker det på mindst 60 grader. Vi skal gerne ud til en nøgen seng, som vi så kan dampe af.
– Generelt er god hygiejne en rigtig fin idé, hvis man tror, man har væggelus, siger regionschefen.
Anticimex bekæmper skadedyr i hele 22 lande, og har derfor gode efterretninger fra store dele af Europa i forhold til væggelusproblemer.
Her forlyder det ikke overraskende, at det er i storbyerne, at problemerne er størst. Desværre er problemet i udlandet også stigende mange steder.
– Vi har ikke set det før. Udover Paris er også London hårdt ramt. Til gengæld lyder det fra svenskerne, at problemet ikke rigtig er nået derover, siger Klaus Axel Jensen.
Råd mod væggelus
Ifølge Miljøstyrelsen i Danmark kan det være en rigtig god ting at tjekke sit overnatningssted for væggelus eller spor efter dem, når man tjekker ind på hoteller eller vandrehjem. PÅ deres hjemmeside står der således:
”Risikoen for at få væggelus med hjem er størst, når man kommer steder, hvor der kommer og sover mange mennesker, eksempelvis hoteller, pensionater, campinghytter mv. Når man kommer til et nyt overnatningssted, bør man derfor se godt efter, om der ligger døde væggelus, tomme huder fra væggelus-nymfer eller små brunsorte pletter efter væggelus ekskrementer ved revner og sprækker i sengerammen og i og omkring sengen i det hele taget.”
Når du rejser
- Se efter tegn på væggelus på dit overnatningssted.
- Behold dit tøj i kuffert og tasker.
- Stil dine kufferter og tasker væk fra sengen og op fra gulvet.
- Har du mistanke om væggelus, så vask alt tøjet.
- Hvis muligt, så kom kufferter og tasker i fryseren i et døgns tid.
- Du bør også skifte overnatningssted, hvis du konstaterer væggelus.
Kilde: Miljøstyrelsen