Prinsesse Josephine overrasker: Debut på scenen
LÆS OGSÅ: Mary og slænget er mødt op til premiere på "Peter Pan" i København
Da der i weekenden var premiere på musicalen "Peter Pan" i glassalen i Tivoli, dukkede kronprinsesse Mary op med tre af sine børn, prins Christian på 17, prinsesse Isabella på 16 og prins Vincent på 12.
Prinsesse Josephine var ingen steder at se, og det var der en god grund til.
I denne uges udgave af HER&NU afsløres det nemlig, at kronprinsparrets yngste barn fik sin skuespillerdebut på scenen. Således spillede hun ifølge ugebladet en af Populuserne, som bor på Ønskeøen sammen med Peter Pan og De Glemte Børn.
HER&NU beretter, at prinsesse Josephines mor og søskende "blev begejstrede", hver gang de så hende indtage scenen, og det har da også været noget af en proces for den unge prinsesse at blive medvirkende i en af Eventyrteatrets forestillinger.
Ifølge ugebladet er Josephine blevet uddannet på Eventyrteatrets dramaskole i Søborg. Et forløb, der koster 4.250 kr. og varer tre timer ugentligt fra januar til april.
Man skal gennem en optagelsesprøve, og det er typisk kun hver tredje, der klarer den gennem nåleøjet.