Nu går folk på gaden for 16-årige Farhad: Hvor er han?
LÆS OGSÅ: Fik uhyggelig trussel i telefonen: Så forsvandt hendes 16-årige søn
TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til patrick@seoghoer.dk
16-årige Farhad har været sporløst forsvundet siden foråret 2022, hvor han sidst blev set af familiemedlemmer og betjente i forbindelse med en politiforretning.
Den seneste uge er der kommet ekstra fokus på den mystiske forsvindingssag, fordi den syriske familie er stået frem i DR-dokumentaren "Forfulgt af politiet", der sætter politiets opførsel over for familien og efterforskningen af Farhads forsvinden eller mangel på samme under lup.
Dokumentaren har fået stor opmærksomhed, og er blandt andet blevet delt vidt og bredt på de sociale medier, ligesom der er blevet oprettet flere sider med tusindvis af medlemmer til støtte for Farhad og hans familie.
Udsendelsen har ligeledes fået dele af befolkningen til at ville gå på gaden - fredag vil der blive afholdt demonstrationer flere steder i landet for Farhad.
"Hvor er Farhad", hedder begivenheden for fredagens demo i København, som ifølge et Facebook-event vil løbe af stablen på Christiansborgs Slotsplads klokken 20.
Demoen afholdes samtidig med årets kulturnat i København, og har i skrivende stund omkring 4000 interesserede i begivenheden.
Der er også planlagt demonstrationer i Aarhus og i Vejle fredag. Lige netop sidstnævnte by er særligt relevant i denne sag, fordi den syriske familie boede i Vejle.
I dokumentaren fremlægger familien en massiv kritik af Sydøstjyllands Politi, som de i flere år har følt sig forfulgt og chikaneret af.
Udsendelsen viser flere sammenstød mellem familien og aggressive betjente, der gang på gang anklager familien for forskellige forbrydelser - som retten hver gang ender med at affeje som udokumenterede påstande fra betjentene.
I DR-udsendelsen ser man optagelser fra de forskellige sammenstød med politiet, som efterfølgende er blevet brugt som bevis i de efterfølgende retssager mod familien.
Videomaterialet får eksperterne i dokumentaren til at stille spørgsmål ved betjentenes hensigt og metoder.
– Det giver en meget ubehageligt fornemmelse af, at politiet forfølger den her gruppe mennesker.
Politiet afviser kritik
Sydøstjyllands Politi har i forbindelse med offentliggørelsen af dokumentaren udsendt en pressemeddelelse. Her afviser de i det store hele den kritik som dokumentaren rejser.
"Politiforretninger kan udvikle sig til eller opleves som voldsomme. Det er ikke nødvendigvis kønt, når der opstår et højt konfliktniveau, eller behov for magtanvendelse, og slet ikke i videoer, der kun viser et lille udsnit og en bestemt vinkel af et typisk længerevarende og komplekst forløb. Vi stræber efter det modsatte, men ved at det nogle gange ikke kan være anderledes".
Ønsker ikke dialog
Politikredsen skriver, at i forhold til efterlysning af den nu 17-årige Farhad har politikredsen løbende været i dialog med moren, det på trods, at "dialogen oftest ikke har været ønsket".
"I forbindelse med sådanne efterforskninger er et samarbejde og en god dialog med nærmeste familie og omgangskreds meget vigtigt. Politikredsen har derfor løbende søgt dialogen, også i denne sag. Det er dog blevet oplevet som meget vanskeligt", står der videre i pressemeddelelsen.
De skriver videre, at politiet siden 2022 i hovedtræk er lykkedes med at gennemføre deres politiforretninger på et lavere konfliktniveau.
– Jeg havde aldrig, aldrig ventet, at jeg ville få sådan et arsenal af klager over dansk politi og nogle bestemte politifolk i en bestemt by, siger professor Emerita Eva Smith i dokumentaren.
Dokumentaren "Forfulgt af politiet?" kan streames på DRTV.