Cathrine og Rasmine leder efter sæd
Det er bøvlet, når I er to kvinder.
Ordene er Brian Laudrups, og de bliver fundet frem, når datteren Rasmine fortæller om sine drømme om at få børn sammen med sin kone, dressurdronningen Cathrine Laudrup-Dufour.
Men bøvl er ikke lig med umuligt, og ingen udfordring er for stor for hestedanmarks helt store powerpar.
Så arbejdet er gået i gang, fortæller Cathrine i sin nye bog, ”Passage”, som udkom tidligere på denne uge.
– Vi har allerede talt med en fertilitetslæge og scrollet gennem listerne med donorer og tænkt på genetisk arvemateriale. Vi har ikke valgt ham endnu, skriver Cathrine, der sidste år var med til at vinde guld med det danske hold ved VM i dressur i Herning – og som individuelt hev en sølvmedalje hjem.
Med karrieren på sit højeste og ambitioner om mange store medaljer – for eksempel til OL, hvor hun senest blev nummer fire – er det dog ikke Cathrine, der skal lægge krop til den første familieudvidelse.
– Vi ved, at første gang vi skal have et barn, skal Rasmine være mor, og jeg skal være medmor, fortæller Dufour i bogen.
Når engang babydrømmen bliver opfyldt, kan fodboldlegenden Brian Laudrup føje titlen ”morfar” på visitkortet for første gang.
Det samme kan Cathrine Dufours far selvfølgelig også – men i forbindelse med bogudgivelsen har hun også løftet sløret for, at hun og faderen ikke længere taler sammen.
I bogen beskriver hun, at det er faderen, der ikke vil tale til hende, og ikke har tænkt sig at gøre det i 10 år.