Folk raser mod justitsminister Peter Hummelgaard: Find Farhad!
#Findfarhad og #hvorerfarhad.
Henstillingen er ikke til at tage fejl af på justistsminister Peter Hummelgaards Instragram-profil:
Find 16-årige Farhad nu!
Ministeren uploadede klokken 13.30 et opslag til sin Instagram, hvor han kommer med en klar opfordring i forbindelse med Israel/Palæstina-konflikten.
Det er tydeligvis ikke et budskab, som går rent hjem hos de omkring 55 personer, der allerede nu har kommenteret på Peter Hummelgaards opslag.
'Måske du skulle bruge mindre tid på Instagram og mere tid på at finde Farhad og holde politiet ansvarlige for deres ageren i den her opsigtsvækkende sag,' lyder det i en af kommentarerne.
Det budskab er flere brugere enige i.
'Jeg synes det er dybt bekymrende at børn kan forsvinde i Danmark, uden at du gider så meget som at lave et opslag op med - Hvor er Farhad?' Lyder det fra en anden bruger.
Budskabet i størstedelen af kommentarerne er ikke til at tage fejl af - #findfarhad og #hvorerfarhad, står der i stort set alle kommentarerne.
Endnu værre ser det ud på justitsministerens forrige opslag på Instagram, som har næsten 2000 kommentarer - og det er helt rigtig gættet - en stor del af kommentarerne handler ligeledes om 16-årige Farhads mystiske forsvinden.
16-årige Farhad har været forsvundet siden 9. april sidste år, hvor han i forbindelse med en politiforretning løb fra stedet.
I DR-dokumentaren "Forfulgt af politiet" kommer Farhads familie med en sønderlemmende kritik af Sydøstjyllands Politi.
De har i flere år følt sig forfulgt og chikaneret af flere navngivne betjente, ligesom de af flere omgange har haft besøg af ordensmagten og er blevet tiltalt i adskillige sager - sager, de gang på gang er blevet frikendt i - og hvor retten har henkastet betjentenes anklager og påstande som opdigtede og falske.
Chikanen kulminerede 9. april sidste år, hvor familien blev stoppet af politiet i bil sent om aftenen. Herefter løb 16-årige Farhad fra stedet med betjente i hælene - det er sidste gang teenageren blev set i live.