Dimitrov sender Alcaraz ud af Masters 1000-turnering
Verdensranglistens bedste spillere er faldet som fluer i Masters 1000-turneringen i kinesiske Shanghai, og onsdag røg også den topseedede spanier, Carlos Alcaraz.
Verdenstoeren tabte i ottendedelsfinalen til bulgareren Grigor Dimitrov, der vandt med cifrene 5-7, 6-2, 6-4.
Det var første gang i fire forsøg, at Dimitrov, der rangerer som nummer 19 i verden, formåede at besejre Alcaraz.
Samtidig var det første gang siden maj, at Alcaraz blev elimineret inden kvartfinalen i en turnering.
Med resultatet er russeren Andrey Rublev - verdens nummer syv og femteseedet - den eneste spiller blandt de ti højst seedede, der stadig lever i turneringen.
Holger Rune, der var seedet som nummer tre, tabte sin første kamp i turneringen, som var i turneringens anden runde.
I tredje runde røg Stefanos Tsitsipas (seedet 4) og Daniil Medvedev (2), og senere blev ottendedelsfinalerne endestationen for Casper Ruud (8) og Jannik Sinner (6).
Verdens nummer et, Novak Djokovic, stiller ikke op i turneringen.
Der er finale i Shanghai Masters på søndag.