Farhads familie reagerer efter dokumentar: - Tusind tak alle sammen
Hvor er Farhad? Det spørgsmål har floreret på flere sociale medier i denne uge.
Grunden er DR-dokumentaren ”Forfulgt af politiet?”, der viser en familie fra Vejles mange møder med politiet.
Familiens advokat mener, at der er tale om chikane fra politiets side af.
Blandt andet er politiet flere gange trængt ind i familiens lejligheder uden en dommerkendelse, og familiemedlemmerne er flere gange blevet sigtet for vold mod politiet. Alle gange er familien blevet frifundet – primært på grund af at de har fået til vane at filme, når politiet tropper op på deres adresser.
Helt galt gik det den 9. oktober 2022, hvor 16-årige Farhad forsvandt, efter endnu et møde med politiet. Farhad er ikke set siden den dag.
Takker for støtten
På Facebook har Hevger Ibrahim, der medvirker i dokumentaren og er onkel til Farhad, sendt en besked ud på familiens vegne.
Her takker han alle, der har ytret deres støtte til familien efter at have set ”Forfulgt af politiet?”.
– I de seneste år har vi været igennem utallige og overvældende udfordringer. Vi har ofte følt os alene og misforståede i en verden, der synes at blive mere uretfærdig for hver dag. Men i denne svære tid blev vi mødt med overvældende solidaritet og støtte fra mennesker i flere dele af landet, som har vist os en enestående medfølelse, skriver han.
Farhad er stadig ikke fundet. I marts gjorde organisationen Missing People et nyt forsøg på at finde den nu 17-årige dreng, men uden held.
Tilbage i december udtalte Jens Lyng Michelsen fra Sydøstjyllands Politi, at man ikke kunne oplyse, hvad man har gjort for at finde Farhad.
– Vi har gode grunde til at tro, at han har det godt. Ellers var vi meget mere offensive, sagde han til Vejle Amts Folkeblad.
Fredag er der aftalt fakkeloptog for Farhad i Vejle, Aarhus og København. En hjemmeside, der efterlyser drengen, er desuden stablet på benene.
– Vi er dybt taknemmelige for alle de søde mennesker, der gør en indsats på hver deres måde, så der endelig kan ske noget, skriver Hevger Ibrahim.