KÆMPE overraskelse i "Gift ved første blik": Michael frier til Jeanette
LÆS OGSÅ: Jeanette fra ”Gift ved første blik” ramt af gigt: Sygdommen ændrede mit liv
Det er en overraskelse af de helt store – og glædelige – der falder i det niende og sidste afsnit af DR's "Gift ved første blik"-podcast.
I afsnittet er de ti deltagere samlet for at reflektere over det intense tv-eksperiment, de lige har deltaget i, og til sidst i podcasten sker der noget ganske uventet.
Her falder 40-årige Michael Ewald Hansen på knæ og frier til sin tv-brud Jeanette Lagoni, 30. I minutter inden serverer han også en smuk kærlighedserklæring til sit livs kvinde:
– Kære Jeanette, jeg vil gerne starte med at sige: 1.000 tak for at det var dig, der mødte op på rådhuset den dag i maj. Denne rejse har været vild på alle niveauer. De fem uger har været en rutsjebanetur, jeg slet ikke kunne forestille mig.
– Nu er der gået næsten et halvt år siden den formiddag på Rudersdal rådhus. Vi har udviklet os, vi har grint og grædt, danset, sunget, spist og hygget os igennem talrige weekender og hverdage. Jeg elsker at sludre med dig om løst og fast, jeg elsker din spontanitet, dine sjove indfald og din omsorg for andre mennesker. Vi er virkelig gode sammen. Det er den bedste må de at beskrive vores forhold på.
– Det er dig, jeg vil have, og det er dig, jeg elsker. I dag er vi samlet med en masse mennesker, der har været en del af vores rejse, siger Michael, før han kort efter falder på knæ med ordene:
– Så Jeanette Lagoni: Vil du gifte dig med mig én gang til?
– Ja, selvfølgelig, lyder det fluks fra en meget overrasket – og lykkelig – Jeanette.
Herefter får tårerne naturligvis frit løb – hos alle i rummet vel at mærke.
– Hvor er du god altså. Du er dejlig. Ej hvor er du dejlig. Tak skat! Hvor er du sød. Jeg ryster helt, siger Jeanette, inden hun kommenterer sin nye vielsesring:
– Hvor er den smuk!
Michael og Jeanette var det eneste par i den niende sæson af "Gift ved første blik", der valgte at forblive gift, efter kærlighedseksperimentets fem uger var gået.
Store fremtidsplaner
Siden optagelserne sluttede, har parret nydt hinandens selskab på en række ferier rundt om i Europa – og det er også drømmen for den nærmeste fremtid:
– Vi skal rejse en masse! Det er vi gode til, har Jeanette tidligere fortalt til SE og HØR.
– Et par børn kunne da være dejligt på den lange bane, lød det, inden hun tilføjede, at der altså ikke var nogen baby på vej.
– Nu skal vi lande i det her og nyde hinanden i nogle år.
Du kan lytte til DR's "Gift ved første blik"-podcast hos DR Lyd.