Den Internationale Olympiske Komité stopper alt samarbejde med Ruslands Olympiske Komité (ROC) med øjeblikkelig virkning og på ubestemt tid.
Det skriver IOC på sin hjemmeside efter et møde i eksekutivkomitéen i Mumbai torsdag.
Beslutningen er en konsekvens af, at ROC har optaget regionale sportsorganisationer fra annekterede områder i Ukraine som medlemmer.
Dermed har russerne bevæget sig ind på områder, der er underlagt Ukraines Olympiske Komités territorium. Det er et brud på det olympiske charter, skriver IOC.
De berørte områder er Donetsk, Kherson, Luhansk og Zaporizjzja.
Suspenderingen betyder, at ROC ikke længere har ret til at kalde sig olympisk komité og ikke vil modtage økonomisk støtte fra den olympiske bevægelse.
Det er derimod endnu uklart, hvilken betydning torsdagens afgørelse får for russiske atleters eventuelle deltagelse ved OL i Paris 2024.
IOC slår fast, at anbefalingerne fra 28. marts i år fortsat er gældende. Her åbnede man for, at individuelle russiske og belarusiske sportsfolk muligvis kunne få lov at deltage under neutralt flag.
Det er anbefalinger, som en række internationale specialforbund har tilsluttet sig.
- IOC forbeholder sig retten til at træffe afgørelse om deltagelse af individuelle, neutrale atleter med russisk pas ved OL i Paris 2024 og vinter-OL i Milano-Cortina 2026, på rette tid, skriver IOC.
Danmark er et af en række lande, der har erklæret sig modstander af at give grønt lys for atleter fra Rusland og Belarus.
DIF-formand Hans Natorp har argumenteret for, at situationen i Ukraine kun er blevet forværret, efter at man udelukkede Rusland i første omgang.
Også kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) har kritiseret IOC for en for blød linje over for Rusland.
/>