Nyheder13. oktober 2023

Israel kommer med opfordring: Drag mod syd

Indbyggerne i den nordlige del af Gazastriben bør begynde at søge mod syd, opfordrer Israel
Israel opfordrer borger i Nordgaza til at drage mod syd
Israel opfordrer alle i den nordlige del af Gaza til at bevæge sig mod syd.
 Foto: Mohammed Salem/Reuters/Ritzau Scanpix

Indbyggere i den nordlige del af det palæstinensiske selvstyreområde Gazastriben opfordres til at søge mod den sydlige del af landet, helt konkret syd for området Wadi.

Sådan lyder budskabet fra det israelske militær til Gazastribens indbyggere.

Det har Israel meddelt FN, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Israel har ikke præciseret, hvorfor Gazas nordlige indbyggere opfordres til at søge mod syd.

Ifølge en repræsentant for Hamas-bevægelsen er Israels opfordring "falsk propaganda". Repræsentanten opfordrer indbyggere i Gaza til ikke at "hoppe på det", skriver Reuters.

FN appellerer på det kraftigste til, at Israel trækker opfordringen tilbage, så en "katastrofal situation" kan undgås, siger Stephane Dujarric, som er talsmand for FN.

- FN anser det som værende umuligt for sådan en bevægelse at finde sted uden altødelæggende humanitære konsekvenser, siger Dujarric.

Som svar på meldingen fra FN, har en israelsk FN-udsending kaldt reaktionen "skamfuld".

FN-talsmanden har desuden understreget, at Israels opfordring ikke kun gælder palæstinensere i Gazastriben, men også alle ansatte ved FN - heriblandt folk på FN-etablerede skoler, sundhedscentre og klinikker.

Gazastriben er blevet sønderbombet, siden den væbnede palæstinensiske gruppe Hamas iværksatte det blodigste angreb i et halvt århundrede mod Israel.

De Israelske Forsvarsstyrker (IDF) skrev torsdag aften på det sociale medie X, at det havde smidt mere end 6000 bomber "mod Hamas-mål".

Mindst 1537 palæstinensere er døde i angrebene, oplyser det palæstinensiske selvstyres sundhedsministerium, og flere end 6000 er blevet kvæstet.

Gazas areal er 410 kvadratkilometer, cirka på størrelse med den danske ø Mors. Det er et af verdens tættest befolkede områder. Der bor over to millioner mennesker. På Mors bor der cirka 20.300.

80 procent af indbyggerne i Gaza er afhængig af international hjælp.

Sponsoreret indhold