Louise reagerer på Kemals undskyldning i "Robinson Ekspeditionen": - Spil for galleriet
Kemal er bestemt ikke gået ubemærket hen i årets udgave af "Robinson Ekspeditionen".
Deltageren siger nemlig tingene lige ud og ser ingen grund til pakke dem ind, som han tidligere selv har forklaret.
Og det har flere gange bragt ham i knibe både blandt de andre deltagere og seerne.
Det skete eksempelvis, da han kaldte Nynne for en "tung pige", eller da han i allerførste afsnit stemplede Louise som den "svageste spiller".
Sidstnævnte kommentar fortryder han dog, og det gjorde han også klart i seneste afsnit af "Ekspeditionen", da han trækker Louise til side for at sige undskyld.
Men undskyldningen giver 42-årige Louise ikke meget for. Det fortæller hun til SE og HØR.
- Jeg tænkte bare, at det var vildt opsat. Det var noget, som han behov for at sige for glatte sin egen lidt dårlige start ud. Fred være med det. Jeg synes hverken mere eller mindre om ham efter det.
- Det eneste jeg tænkte var "Jaja, det er så fint. Det er bare spil for galleriet. Lad os nu bare lade den ligge". Han var meget opsat på, at det skulle med på kamera i hvert fald.
Men spørger man 42-årige Kemal, så var undskyldningen altså en helt oprigtig en af slagsen.
- Kommentaren var ren provokation fra min side af og selvfølgelig for at kridte stregerne op helt fra start af. Men lige fra dag et af kunne jeg godt mærke, at min kommentar ikke faldt i god jord blandt nogen af deltagerne, så jeg gik egentlig og ventede på, at jeg kunne give hende en undskyldning. Det var ikke spil for galleriet eller for at redde min egen røv.
- Det er oprigtigt ment, at jeg synes, at kommentaren var at gå over stregen. Især når hun viste sig at være en stærk spiller. Jeg havde nok ikke undskyldt, hvis hun var røget ud på dag ét, tilføjer Kemal med et smil.
Louise har dog tidligere fortalt til SE og HØR, at der i dag ikke er dårlig stemningen blandt de to deltagere.
– Kemal er skidesød, og vi har lært hinanden at kende her efterfølgende, lød forklaringen dengang.