Sport15. oktober 2023

Rørt Simon Kjær: - Det er en kæmpe milepæl for mig

Simon Kjær havde sønnerne med i Parken for at fejre sin rekordkamp, og det betød meget for den danske anfører
Simon Kjær med sine børn inden kampen mod Kazakhstan. 
Simon Kjær med sine børn inden kampen mod Kazakhstan.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Simon Kjær har netop tangeret Peter Schmeichels landskampsrekord. Han er nu på 129 kampe i den danske landsholdstrøje efter sejren over Kazakhstan.

Og det var en glad og stolt anfører, der mødte pressen efter kampen, hvor han under nationalmelodien havde begge sine sønner med sig på banen.

- Det er pisse fedt. Jeg er stolt over det. Jeg har dedikeret mit liv til det, siden jeg var 12 år gammel. Det er en kæmpe milepæl for mig.

Glæden blev kun større af at kunne dele den med sin familie, fortalte han.

- Stolthed. De to ting, jeg elsker mest i mit liv. Mine børn - familien og det danske landshold. Jeg har brugt så meget tid her og haft op- og nedture. Det er formentligt det sted, jeg har nydt mest at spille.

- De har ikke været så mange gange i Parken (sønnerne red.). San Marino er ikke så langt fra Milano, så der kommer de også med. De kommer til at misse lidt skole, afslører han med et smil.

Vil ikke presse dem

Når Simon Kjær har ikke færre end 129 landskampe, så er det en oplagt tanke, at sønnerne allerede nu kunne være fristet til at følge i fars fodspor, men det bliver i så fald i deres eget tempo.

- De ved hvor meget fodbold betyder for mig. Men jeg prøver at lade være med at lægge et pres på mine drenge.

- De spiller begge to fodbold. Hvis de en dag siger ”far, nu vil vi gerne begynde at træne ordentligt”, så er jeg klar, men jeg lader dem styre det i deres tempo, understreger han.

Kigger man på kampens slutresultat, kunne man fristes til at tro, at Danmark – måske med et enkelt øjebliks uopmærksomhed – havde haft godt fat om Kazakhstan.

Sådan forholdt det sig ikke helt. På trods af, at Danmark kunne gå til pause med en 2-0 føring, havde det været en decideret usammenhængende første halvleg for danskerne, som kæmpede med at ramme både niveauet og hinanden.

Og på trods af 3-1 sejren, var det langt fra alt, Simon Kjær var tilfreds med.

- Vi kan tage mange ting med fra i dag, men der er helt sikkert også meget, vi skal have kigget på, fortæller han.

Danmark møder tirsdag San Marino på udebane. Danmark vil med en sejr være mindst fire point foran tredjepladsen inden de to sidste gruppekampe mod Slovenien og Nordirland.

Sponsoreret indhold