Krimi15. oktober 2023

13-årig pige fundet i god behold nær Esbjerg

Politiet fik lørdag omkring klokken 23 kontakt til pigen, der blev fundet i god behold. Hun forsvandt søndag

Syd- og Sønderjyllands Politi har indstillet eftersøgningen af en 13-årig pige, der forsvandt fra sit bosted i Esbjerg søndag 8. oktober.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse sent lørdag aften.

Politiet fik lørdag omkring klokken 23 kontakt til pigen, der blev fundet i god behold på en adresse i omegnen af Esbjerg.

- Vi har efterforsket sagen intensivt hele ugen og har søgt efter den forsvundne pige med både hunde, droner og helikopter.

- Vi er meget glade for at have fundet hende og for at kunne konstatere, at hun er i god behold, udtaler vicepolitiinspektør Søren Rønnov i pressemeddelelsen.

Politiet bad fredag om offentlighedens hjælp til at finde hende.

Her lød det, at personer, der bor eller driver virksomhed i Sønderris i Esbjerg, skulle tjekke deres videoovervågning for at se, om der var noget på optagelserne, som kunne have politiets interesse.

Den 13-årige pige, der havde været forsvundet siden søndag, blev muligvis set fredag aften i Tølløse på Sjælland. Det oplyste Midt- og Vestsjællands Politi tidligt lørdag morgen.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at kredsen ikke har yderligere kommentarer til sagen og henstiller til, at medier og andre fjerner billeder, der er blevet bragt af den 13-årige pige i forbindelse med eftersøgningen.

- Vi vil gerne sige tak til alle for alle henvendelser og for den store velvillighed, der har været for at hjælpe os med at finde den eftersøgte pige. Det er vi meget glade for, udtaler Søren Rønnov.

Sponsoreret indhold