Kongelige15. oktober 2023

Dronning Margrethes rørende ord til prins Christian: Det kan lyde voldsomt

Danmarks dronning var både personlig og dyb, da hun holdt tale for sit 18-årige barnebarn prins Christian
Dronningen var den første, der holdt tale til prins Christians fødselsdag.
Dronningen var den første, der holdt tale til prins Christians fødselsdag.
 Foto: Hanne Juul

Flere hundrede er lige nu til fest i Riddersalen på Christiansborg Slot, når tronarvingen prins Christian bliver fejret til sin 18-års fødselsdag.

Pressen har fået lov til at være noget af vejen, og de var også til stede, da dronning Margrethe rejste sig op og holdt en tale til sit barnebarn som den første.

Her kom hun på rørende vis ind på, hvordan Christians 18-års fødselsdag nok er lidt anderledes end de flestes, da han, modsat mange andre, ikke selv kan vælge, hvordan han vil leve sit liv.

– Din livsbane er allerede fastlagt, for en dag skal du følge efter din far, som han også en dag vil følge efter mig, sagde hun blandt andet til sit barnebarn.

https://imgix.seoghoer.dk/2023-10-15/_ll23601.jpg
Dronningen bød alle gæsterne velkommen til festen.
 Foto: Lars H. Laursen

Dronningen, der også selv har gennemgået det, som Christian lige nu gør, anerkender, at det kan lyde voldsomt, når man blot er 18 år, og det da også er en udfordring.

– Til sommer bliver du student, så er din skoletid forbi, men din læretid begynder først her.

Empatisk ung mand

Det var dog ikke kun det tunge ansvar, som talen handlede om. Dronning Margrethe blev også meget personlig i sin tale.

– Du har empati. Det har du altid vist. Ikke mindst over for dine søskende, sagde hun og fortsatte:

– De gode egenskaber, du besidder, og den ballast vil følge dig over alt.

Til sidst i sin tale bad dronningen alle gæsterne om at rejse sig for at udbringe et trefoldigt skål.

– Prins Christian leve! Hurra! Hurra! Hurra!

Efter det gav salen hende en klapsalve, og kiggede man godt efter, lignede det umiskendeligt, at Christian sagde ordene ”Tak farmor”.

Sponsoreret indhold