Staten Israel hænger Gigi Hadid ud: – Har du sovet den seneste uge?
I disse dage er manges øjne rettet mod den verserende krig mellem Israel og Hamas.
De voldsomme og tragiske handlinger har fået mennesker verden over til at reagere – heriblandt den 28-årige supermodel Gigi Hadid, som har palæstinensiske rødder.
På Instagram har modellen delt flere opslag, hvor hun adresserer konflikten.
– Der er intet jødisk over den israelske regerings behandling af palæstinenserne. At fordømme Israels regering er ikke antisemitisk, og at støtte Palæstinensere er ikke at støtte Hamas, lød det i et af opslagene.
Men hendes budskaber er bestemt ikke faldet i god jord hos den israelske stat – i hvert fald ikke ifølge den officielle Instagram-profil, som administreres i det israelske udenrigsministerium.
– Har du sovet den seneste uge? Eller har du det bare fint med at vende det blinde øje til jødiske babyer, der bliver slagtet i deres hjem? Din stilhed har været meget klar omkring, hvor du står. Vi ser dig, skriver profilen i en story og fortsætter:
– Hvis ikke du fordømmer dette, så betyder dine ord INGENTING.
Gigi Hadid har endnu ikke reageret på besked.
Herhjemme har flere kendte ansigter også blandet sig i debatten. Heriblandt radio- og podcastværten Ditte Okman, som selv har israelsk blod i årene.