Chief 1 om sin store hjertesorg: - Det gjorde simpelthen så ondt
Hvis du var ung op gennem 90'erne, så har du med garanti sunget med på hittet "Engel" af den danske rapgruppe Rockers By Choice.
Men bag det store hit ligger der en fortælling om et hjerte, som blev knust hele to gange.
I det nyeste afsnit af "112 for knuste hjerter" fortæller Chief 1, hvordan sangen blev til.
Chief 1, med det borgerlige navn Lars Pedersen, var blot 17 år gammel, da han mødte den pige, der endte med at efterlade dybe spor i hans hjerte, og som den dag i dag stadig fylder hos den 53-årige musikproducer.
En eftermiddag tilbage i 80'erne ringer det pludselig på døren, og den unge Lars ved straks, at der er noget galt, da han bliver mødt af synet af sin vens alvorlige mine.
Og ganske rigtigt overleverer vennen nyheden om, at Lars' kæreste har været sammen med hans bedste ven.
- Da jeg lukkede døren og var alene, kunne jeg mærke, at jeg blev indhyllet i en følelse, som jeg aldrig har følt før. Det gjorde simpelthen så ondt, fortæller Chief 1 om det skæbnesvangre øjeblik.
- På det tidspunkt havde vi en undulat, der hed Polle. Jeg stod over det her fuglebur og tudede. Den her stakkels undulat blev fuldstændig våd af tårer.
På trods af de mange tårer vælger den unge Lars at tilgive sin kæreste, og parret flytter senere hen sammen.
Der går dog ikke længe, før situationen gentager sig.
- Der sker det, at jeg kommer hjem, og hun er ikke hjemme. Jeg hører hende på trappen, så kommer hun op, og så kan jeg bare se i hendes øjne "fuck, du har gjort det igen". Så har hun så været sammen med en anden fyr inde på staden, hvilket jeg får at vide samme aften, vi skal spille derinde.
Men denne gang er det definitivt slut mellem parret, forklarer han.
- Jeg ryger ind i nogle meget mørke perioder, hvor jeg bare går hvileløst rundt om natten og skal trække mig fra hende.
Og sådan blev den ikoniske sang "Engel" født. Sangen skrev Chief 1 oprindeligt på engelsk til kæresten midt i deres brud.
Men da pladeselskabet ønskede sange på dansk, valgte han at skrive den om og dedikere den til alle dem, der dyrker den naive og smukke kærlighed, som han kalder den.
Chief 1 fortæller derudover, at hjertesorgen satte så dybe spor, at han udviklede en jalousi, som hjemsøgte flere af hans parforhold senere hen.
Derfor måtte musikerproduceren flere årtier efter bruddet bearbejde traumet for at komme ordentligt videre med sit liv. Heldigvis er han i dag nået til et punkt, hvor det ikke længere smerter ham at tænke tilbage på.