Person i kritisk tilstand efter eksplosion i skur
Søndag sen eftermiddag oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, at en mand er kommet alvorligt til skade efter en eksplosion i det nordvestlige Sjælland.
Det skriver TV 2 Øst.
Midt- og Vestsjællands Politi er fortsat på bar bund, når det gælder den præcise årsag til eksplosionen.
- Der er sket en eksplosion derude i et skur, og vi er lige nu ved at undersøge de nærmere omstændigheder, siger Anders Kauffmann, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Både politi og brandvæsnet er på stedet. Desuden er der rekvireret teknikere, der skal foretage en nærmere undersøgelse af ulykkesstedet for at blive klogere på, hvad der gik galt.
Eksplosionen skulle være fundet sted klokken 15.47. på Poppelvej ved Dalbystrand vest for Gørlev i en bygning, der beskrives som et skur, udehus eller garage.
Området er fortsat spærret, mens der arbejdes på stedet.
Manden er fragtet til Rigshospitalet med helikopter, eftersom han opholdt sig i skuret under eksplosionen. Han er i kritisk tilstand og forbrændt over det meste af kroppen, oplyses det.
- Manden er blevet svært forbrændt, og det er derfor, han er fløjet afsted i helikopter.
Hans pårørende er underrettet.
Politiet har ikke mistanke om en kriminel handling. Vagtchefen oplyser derimod, at manden efter alt at dømme er kommet til skade i en gaseksplosion, mens han var ved at svejse.