Sport24. oktober 2023

Danskerne har taget nedturen sammen med Holger Rune: Har tabt penge

På trods af en massiv nedtur så har danskerne stadig masser af tiltro til Holger Rune. Danskerne har i hvert fald tabt penge på den danske tennisdarling
Holger Rune har kun vundet en enkelt kamp, siden han var i Wimbledon-finalen mod Carlos Alcaraz.
Holger Rune har kun vundet en enkelt kamp, siden han var i Wimbledon-finalen mod Carlos Alcaraz.
 Foto: Søren Jul Lamberth

Når Holger Rune tirsdag tager hul på ATP-turneringen i Basel i Schweiz, kommer han ind til første kamp mod serbiske Miomir Kecmanović med en enkelt sejr i de seneste 11 kampe.

Den danske tennisdarling imponerede stort i foråret, men efter Wimbledon startede nedturen, og det har mange danskere tabt penge på.

Sådan skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Alligevel tror danskerne på en Holger Rune-sejr over sin serbiske modstander. Sådan lyder det fra Danske Spil, der bruger kundernes indskud som et barometer på folkestemningen.

– Vores kunder er loyale over for Holger Rune. De tog ham i høj grad til sig sidste år, da han bragede igennem og vandt den ene kamp efter den anden, og selv om det har haltet for Holger på det seneste, så har vores kunder bestemt ikke forladt danskerens side, fortæller oddssætter hos Danske Spil, Peter Emmike Rasmussen i pressemeddelelsen.

Det har også betydet, at danskerne vandt en del penge fra Danske Spil på tennis i foråret, hvor den 20-årige dansker var brandvarm, og knapt så mange i efteråret, hvor han er løbet ind i en massiv nedtur.

– Vores kunder vandt på kampene under Holgers optur, men man må også sige, at de fulgte trop, da han begyndte at tabe, fortsætter Peter Emmike Rasmussen.

Holger Runes kamp mod Miomir Kecmanovic bliver spillet klokken 18 tirsdag aften og bliver vist på TV 2 Play.

Sponsoreret indhold