Anmeldelse af "Min egen stemme": Britney Spears brænder hele lortet ned

LÆS OGSÅ: Britney Spears jubler: Min bog er den bedst sælgende selvbiografi nogensinde

Det er ikke utænkeligt, at mange havde svært ved at forestille sig, hvordan det ville se ud, når den 41-årige Britney Spears officielt kastede sig ud i rollen som selvbiografisk forfatter. For følger man sangerindens Instagram, så er emojis, udråbstegn og stream of consiousness suverænt metoden – og den er hverken forståelig eller letlæselig.

Men med hjælp fra ghostwriteren Sam Lansky er der blevet støbt en uforglemmelig Hollywood-fortælling sammen i "The Woman in Me", som på dansk har fået titlen "Min egen stemme".

Supernovaen er eksploderet

Britney Spears har siden sin musikalske stordebut i 1998 udgjort et stykke af populærkulturen, der har været indsvøbt i mystik og undren. Hun var i sin storhedstid i 00'erne verdens største stjerne, og hun var en af den slags artister, man enten elskede eller ikke kunne fordrage.

Hun var det, som Beyoncé, Taylor Swift og Rihanna dengang drømte om at blive. Hun var, hvad Marilyn Monroe var i 1950'erne: Et uundgåeligt sexfænomen med den x-faktor, som Simon Cowell og Thomas Blachmann i dag desperat famler efter, når der afholdes sangkonkurrencer på tv.

Britney Spears var en megastjerne, og med "Min egen stemme" er supernovaen officielt eksploderet.

'Do not go gentle into that good night/Rage, rage against the dying of the light', skrev litteraturens første rockstjerne Dylan Thomas i 1947, og det er nøjagtigt, hvad Britney Spears gør med sin selvbiografi. Eller rettere ikke gør.

For Britney Spears brænder ikke stille ud. Britney Spears brænder hele lortet ned på én gang.

Rørende læsning

Hun har hele sin karriere gemt sig i myten. Gennem 25 år som popidol, har hun sparsomt delt detaljer fra sit liv og endnu mere sparsomt delt sin mening.

Men i "Min egen stemme" får Britney en gang for alle fortalt, hvordan livet gennem hendes øjne har udfoldet sig, og det er både en informativ, interessant og rørende omgang, for nok kan man mærke vreden på de i alt 269 (ikke just tætskrevne) sider, men man mærker også fortvivlelsen og ulykken.

Sangerinden har nemlig ikke haft en let tilværelse. Hverken som barn eller som voksen. Med en svært alkoholiseret far og en mor, der lader til at have forsøgt, men alligevel fejlet, blev Britneys karriere skudt i gang, før hun nåede at blinke, og hun var ikke i nærheden af at være voksen, da hun debuterede med " … Baby One More Time".

Og det er et af bogens suverænt mest rørende og gennemgående temaer: At blive voksen.

Der er ikke mange nedslagspunkter i tilværelsen, hvor det tyder på, at Britney Spears har haft muligheden for at vokse hverken ind i eller ud af sig selv, og det er derfor heller ikke tilfældigt, at bogen på engelsk har fået titlen "The Woman in Me".

Her refereres der naturligvis til nummeret "Not a Girl, Not Yet a Woman" fra 2001, og selv om det er flere årtier siden, hun stod på Antelope Canyon i Arizona og sang den ungdommelige pigeballade, så lader det til at være det samme, hun har ledt efter lige siden – og endnu ikke har fundet.

'Livet i Louisiana var gledet fra mig. Jeg følte ikke, at jeg havde nogen at tale med. Det at gå igennem bruddet med Justin og tage hjem og finde ud af, at jeg ikke hørte til nogen steder længere, fik mig til at indse, at jeg teknisk set var ved at blive voksen, ved at blive en kvinde. Samtidig var det oprigtigt talt næsten, som om noget også gik baglæns, og at jeg blev yngre indeni', skriver Britney og cementerer på den måde sin evige indre kamp.

Er langt fra færdig

Samtidig har hun også skullet kæmpe med at være en stor stjerne, som alle og enhver lader til at have udnyttet, når muligheden har budt sig.

Så da hun i 2008 bliver umyndiggjort og på den måde får frataget suverænt alle rettigheder til at være et selvstændigt menneske, virker det ikke helt så paranoidt af hende at tro, at familien omkring hende forsøgte at slå hende ihjel. Det har utvivlsomt ikke været Jamie Spears' intention, da han tog jobbet som varetager af Britneys person og økonomi, men det siger trods alt skræmmende meget om, hvor alene Britney har været i det liv, der burde have været fyldt med stor glæde og endnu flere potentialer.

Som læser følger vi hende kronologisk gennem barndommen og frem til nu, og for en inkarneret fan (den tager undertegnede gerne på sig) fornemmes tydeligt den forløsning, der ligger i at få tingene sagt.

Det klinger ikke nødvendigvis hult, når Britney fortæller om sin nyfundne frihed og den lettelse, der ligger i det. Men det er tydeligt for enhver, der kaster sig over Britney-bogen, at vi langt fra er færdige.

'Jeg tror ikke, at min familie forstår den skade, de har forårsaget', skriver hun, og selv om den primært er rettet mod Jamie og Lynn Spears, så giver det forhåbentligt også alle os andre noget at tænke over.

"Min egen stemme" er på ingen måde nedslående at læse. Det er ikke meningen, at vi skal sidde tilbage og synes, det er synd for Britney Spears. Vi skal bare forstå hende.

Det er en fortælling om et menneske, der gør sit bedste for at se sig selv og den verden, der er omkring hende, og som for første gang – måske nogensinde – tager styringen og kontrollen.

Så selv om Britney beskriver sig selv som "genfødt", så er føniksfuglen ingen steder at se. Endnu.