Stephanie Surrugue sælger boligdrøm på Christianshavn
Stephanie Surrugue har altid været på farten og derfor er det måske ikke så underligt, at den 46-årige DR-reporter efter mindre end to år på Christianshavn har sat sin lejlighed til salg.
Journalisten med de franske aner vil have 4.995.000 kr. for den 70 kvadratmeter store bolig, som ligger øverst i en 65 år gammel ejendom.
De knap fem millioner kroner er præcis samme beløb, som hun betalte i 2021, og dermed flytter hun fra adressen uden nogen form for fortjeneste - snarere med et lille underskud på grund af honoraret til ejendomsmægleren.
Lejligheden i en af Københavns mest charmerende bydele har det hele; stor altan, elevator samt nyere køkken og badeværelse. Metroen ligger lige i nærheden.
Tidligere i år afslørede Stephanie Surrugue og DR-kollegaen Lasse Engelbrecht, at de er kærester.