Nyheder26. oktober 2023

Nu går vi til vintertid: Kommer til at have konsekvenser for togene

Flere tog kommer til at holde stille, når sommertid søndag bliver til vintertid
To tog kommer til at holde stille i en time natten til søndag på Odense Banegård.
To tog kommer til at holde stille i en time natten til søndag på Odense Banegård.
 Foto: Brian Karmark/Ritzau Scanpix

Nu er det ved at være tid til, at alle danskere skal stille uret en time tilbage, når vi går fra sommertid til vintertid.

Det sker natten til søndag klokken 03, hvor urene vil blive sat tilbage til klokken 02, og det kommer til at have konsekvenser for togtrafikken.

Helt bestemt er det to tog, der kommer til at holde stille i en time, meddeler DSB i en pressemeddelese.

"Vi gør som tidligere år og lader i år to tog holde stille under overgangen fra sommer- til normaltid og så tilbyder vi kunderne lidt forfriskninger under opholdene. Vi kunne også have valgt at køre to tog: Ét i sommer- og ét i normaltid, men det er der ikke kunder til," siger informationschef i DSB, Tony Bispeskov.

Det ene tog er InterCity-toget (7401) fra København H til Aarhus H, der ankommer til Odense Banegård klokken 02.40 sommertid og fortsætter 02.42 normaltid.

Det andet er InterCity-toget (98438) fra Aalborg til CPH Lufthavn, der også kommer til at standse en time i Odense.

Det er fra klokken 02.23 sommertid til klokken 02.25 vintertid.

Sponsoreret indhold