Jakob Fauerby tilbage i “Vild med dans”: Derfor var slowfox særlig for ham
Læs også: Er I klar til et brag af en fest? LIVE fra det store "Vild med dans"-jubilæumsshow
For fire år siden vandt Jakob Fauerby den ultimative sejr i “Vild med dans”, da han dansede sig til trofæet sammen med den professionelle danser Silas Holst.
Fredag aften vendte han så tilbage til “Vild med dans”-studiet, hvor han dansede slowfox i en trio med Kasper Fisker og Karina Frimodt, og den dans fik altså vækket nogle følelser i skuespilleren, der har et særligt forhold til slowfoxen fra sin egen tid i konkurrencen.
– Det er jo standardtrin. Det er helt klassisk. Det skal du kunne i en slowfox, og det gjorde jeg jo også med Silas, men der dansede jeg jo modsat, forklarer Jakob Faurby til SE og HØR efter fredagens show.
– Jeg kan godt mærke, at i dag (fredag red.) til generalprøven, hvor min datter var her, som jo blev født sidste gang, jeg dansede en slowfox, og så det med at danse med en mand igen og nu bare den anden vej. Det er bare som om …, forklarer han, mens tårerne presser på.
– Jeg bliver faktisk en lille smule rørstrømsk, for det var faktisk som om, der var en lille cirkel, der blev sluttet.
Da Jakob Fauerby og Silas Holst dansede sammen som par, var det historisk, at to mænd dansede sammen i dansekonkurrencen.
– Jeg synes jo, det var så modigt, det “Vild med dans” og TV 2 gjorde dengang, og det har jo faktisk været med til at ændre, hvad man kan sende på tv. Og nu står vi her bare fire år efter, og der er ikke nogen, der løfter blikket over, at to mænd danser.
Fredagens program var et jubilæumsprogram for at fejre 20. Sæson af “Vild med dans”. Derfor var reglerne også anderledes, og alle par dansede med en deltager fra tidligere sæsoner. I stedet for at et par røg ud, kunne et par vinde en fredning.
Kasper og Karina vandt fredag aften fredningen, efter deres slowfox med Jakob Fauerby, da de samlet set havde fået flest stemmer fra seere og dommere.