Krimi30. oktober 2023

Medie med kæmpe bombe i Farhad-sagen: Familien planlagde at holde ham skjult

Sydøstjyllands Politi har ifølge Vejle Amts Dagblad modtaget oplysninger om, at 17-årige Farhad Tobers familie har været i kontakt med ham, mens historien ellers har lydt, at han var forsvundet
Den nu 17-årige Farhad har været forsvundet siden 9. april 2022. Politiet mener ikke, at han har været udsat for en forbrydelse.
Den nu 17-årige Farhad har været forsvundet siden 9. april 2022. Politiet mener ikke, at han har været udsat for en forbrydelse.
 Foto: Politi

I sidste uge blev 17-årige Farhad Tober genforenet med sin familie i et indkøbscenter i Kiel.

Genforeningen kom, efter at den 17-årige mand tilsyneladende havde været forsvundet siden 9. april sidste år.

Under hele Farhad Tobers forsvinden har Sydøstjyllands Politi meddelt, at politiet havde grund til at tro, at Farhad var i god behold.

Politiet ønskede dog ikke at uddybe hvorfor. Før nu vel at mærke.

For nu fortæller Sydøstjyllands Politi til Vejle Amts Dagblad, at politiet tidligere har modtaget oplysninger om, at den 17-åriges familie har været i kontakt med ham - også selv om historien lød, at han var forsvundet.

- Sydøstjyllands Politi modtog den 26. april 2022 oplysninger om, at Farhad Tober blev holdt skjult på en ukendt adresse, at hans mor havde kontakt med ham, samt at grunden til, at Farhad Tober blev holdt skjult, var, at familien var bange for, at Vejle Kommune ville tvangsfjerne ham, ligesom et familiemedlem ønskede at skade politiets omdømme.

Farhad Tober blev sidst set 9. april sidste år, hvor han forsvandt i forbindelse med en politiforretning.

Inden da havde han og familien længe følt sig forfulgt af det lokale politi, og hele sagen blev udrullet i DR-dokumentaren "Forfulgt af politiet". Dokumentaren vakte opsigt i hele landet.

Få dage efter premieren tog sagen dog noget af en drejning, for her kunne Sydøstjyllands Politi melde ud, at Farhad muligvis havde søgt asyl i Tyskland. På samme tid offentliggjorde politiet et billede af den dreng, som de formodede var Farhad.

I sidste uge blev den 17-årige Farhad så genforenet med sin familie i Tyskland, men nu skriver Vejle Amts Dagblad altså, at Farhad har været i kontakt med sin familie undervejs.

Politiet udtaler i den forbindelse til dagbladet:

- Sydøstjyllands Politi modtog den 16. maj 2023 igen oplysninger om, at Farhad Tobers forsvinding var/er planlagt af flere familiemedlemmer med henblik på at skade politiets omdømme.

Sponsoreret indhold