Dar Salim langer kraftigt ud efter Mette Frederiksen
Kritikken er haglet ned over Mette Frederiksen, efter hun for nylig overfusede en TV 2-journalist for rullende kameraer.
Den verbale afklapsning faldt efter Mette Frederiksen havde lagt blomster ved den israelske ambassade for at vise sin sympati efter Hamas’ terrorangreb på Israel.
Bagefter stillede hun op til spørgsmål ved den fremmødte presse – her spurgte en TV 2-journalist, om statsministeren havde tænkt sig at gøre noget lignende for at vise sin sympati over for den palæstinensiske civilbefolkning.
Klippet er gået viralt og flere har kritiseret Mette Frederiksen for sin kontante udmelding, og nu melder den danske hollywoodstjerne Dar Salim sig i koret af kritikere.
På Instagram har Salim således postet videoen, hvor Mette Frederiksen kalder journalistens spørgsmål bekymrende og historieløst og kritiserer hende for at stå last og brast med Israel, mens palæstinensiske børn i tusindvis bliver slået ihjel.
– Hamas har begået et skrækkeligt terrorangreb. Punktum. Der er intet, der undskylder drab på uskyldige mennesker, skriver han og fortsætter:
– Vi bliver nødt til at stille de rigtige spørgsmål og ikke simplificere virkeligheden i rigtigt og forkert. For ingen børn er født onde og ingen børn stræber efter at blive terrorister.
I klippet forsvarer Mette Frederiksen Israels ret til at forsvare sig selv, og sådan et forsvar vil kræve nogle ofre.
Salim mener ikke, at der er noget som helst, der retfærdiggør en kollektiv afstraffelse af millioner af mennesker, som har fået frataget rent drikkevand, mad, elektricitet, internet og telefonforbindelse.
– Intet kan retfærdiggøre, at man bomber hospitaler. Mareridtet i Gaza er ikke selvforsvar, det er hævn. Det her vil ikke gøre Israel sikkert. Det vil blot udklække næste generation af selvmordsbombere, fortsætter Salim, som drømmer om fred for alle børn i Mellemøsten.
Han peger på, at den eneste forskel på os, ofrene og gerningsmændene er vores fædreland og de muligheder, vores privilegerede omstændigheder giver os.
– Døm ikke, men hjælp, hvis du kan, lyder opfordringen fra Salim, som lader en afsluttende bemærkning falde til Mette Frederiksen:
– Fru statsminister, dette interview vil ikke ældes pænt, og dine børnebørn vil se det en dag.
Dar Salim er blot den seneste danske kendis, som bruger sin stemme til at lægge pres på regeringen.
Medina har også været ude og direkte henvende sig til Mette Frederiksen for at få regeringen til at fordømme Israels drab på uskyldige børn i Gaza.
Det kan du læse mere om her.