Sport2. november 2023

Tidligere Arsenal-spiller holdt kræftsygdom hemmelig

Henri Lansbury afslører, at han blev diagnosticeret med testikelkræft under sin tid i Nottingham Forest
Lansbury endte med at søge hjælp, da han ikke længere turde gå med sin hemmelighed alene.
Lansbury endte med at søge hjælp, da han ikke længere turde gå med sin hemmelighed alene.
 Foto: Craig Mercer/ASSOCIATED PRESS

Henri Lansbury har båret på en stor hemmelighed i sin aktive fodboldkarriere. Den nyligt pensionerede midtbanespiller har nemlig afsløret, at han havde testikelkræft under sin tid i Nottingham Forest.

Til Sky Sports forklarede Lansbury, hvordan han i første omgang forsøgte at håndtere diagnosen på egen hånd.

- Jeg stod i badet efter træning en dag, hvor jeg mærkede efter, og der følte jeg en knude. Det var en knude på størrelse med en ært, og med tiden troede jeg, at det ville gå væk. Et par måneder gik, men den var der stadig.

Svært at bede om hjælp

Som tiden gik, voksede Lansburys følelse af, at noget slet ikke var, som det skulle være:

- Det tærede på mig i et par måneder - at have det og ikke fortælle det til nogen, men bare prøve at håndtere det selv. Det kom til det punkt, hvor jeg vidste, at jeg var nødt til få nogen til at hjælpe mig.

I første omgang forsøgte han at søge hjælp udenom klubben.

- Først gik jeg bare ned til mit lokale hospital for at se, om jeg kunne blive tjekket ud, men de sagde, at ventetiden var et par uger.

Det kunne Lansbury ikke vente på, og han indså, at han måtte søge hjælp hos klubben i stedet.

- Jeg var nødt til at ringe til klubben og bede om hjælp, og de satte mig i kontakt med nogen for få det tjekket. Jeg fik en scanning, og kort efter ringede lægen fra Nottingham Forest og bad mig pakke en taske, så jeg kunne få en operation samme aften, fortæller han.

Operationen var heldigvis vellykket, og Lansbury fortsatte med at spille efter sin behandling. Efter Forrest tog han til Aston Villa og Bristol City, før han i sommer sluttede sin karriere i Luton Town, hvor han hjalp klubben til oprykning i Premier League.

Henri Lansbury nåede i sin tidlige karriere at spille otte kampe for Arsenal efter at være kommet gennem klubbens akademi.

Sponsoreret indhold