Drama under spansk besøg: – Det er slut!
LÆS OGSÅ: Nu udtaler kongehuset sig om kronprins Frederik og Genoveva Casanova
De seneste dage har det spanske kongepar besøgt Danmark, og midt i det hele blev der smidt en veritabel bombe.
Tirsdag breakede det spanske medie Lecturas nemlig, at kronprins Frederik har overnattet hos mexicanske Genoveva Casanova, og siden har den påståede relation – som den kvindelige hovedperson pure nægter – fyldt spalter op og ned i medier verden over.
På det spanske kongepars sidste dag i Danmark ville pressen naturligvis gerne spørge ind til kronprinsens relation til Genoveva Casanova, men det blev der lukket effektivt ned for.
De seneste dage har BILLED-BLADET sendt live flere gange fra det spanske statsbesøg, men det fik det royale ugeblad ikke lov til her til formiddag, da det spanske kongepar og kronprinsparret besøgte Dansk Arkitektur Center i København.
Ifølge ugebladet afbrød nogle sikkerhedsvagter fra det spanske kongehus deres live-sending med begrundelsen, at det ikke er kutyme for pressen at stille spørgsmål til de spanske kongelige – og derfor var det altså ikke muligt at stille de royale – hverken de spanske eller danske – nogle spørgsmål.
– Det er slut, meddelte de bryske vagter flere gange til den fremmødte presse, inden de måtte slukke for deres kameraer.
Smilede og vinkede
Da kronprins Frederik og kronprinsesse Mary forlod Dansk Arkitektur Center, forsøgte SE og HØRs udsendte reporter at stille kronprinsen spørgsmål angående hans relation til Genoveva Casanova.
Men Frederik og Mary gjorde blot det, de gør bedst: De smilede og vinkede, inden de hastigt satte sig ind i en ventende kronebil, hvor pressens spørgsmål ikke kunne nå dem.
Se klippet, hvor live-sendingen bliver afbrudt, og hvor Frederik og Mary flygter fra pressen, øverst i artiklen.