Krimi8. november 2023

Ahmed Samsam løsladt fra fængslet

Den terrordømte Ahmed Samsam har afsonet sin fængselsdom og er onsdag blevet løsladt
Ahmed Samsam er belevt løsladt fra fængslet.
Ahmed Samsam er belevt løsladt fra fængslet.
 Foto: Luca Piergiovanni/AFP/Ritzau Scanpix

Den terrordømte Ahmed Samsam har afsonet sin fængselsdom og er onsdag blevet løsladt.

Det bekræfter Ahmed Samsams advokat, Erbil Kaya, over for Ritzau.

Under den civile retssag, som Ahmed Samsam har anlagt mod de danske efterretningstjenester, kom det frem, at han ville blive løsladt omkring starten af november.

Ahmed Samsam blev i 2018 idømt otte års fængsel for terror i Spanien.

Han blev senere overflyttet til afsoning i Danmark, hvor Retten i Glostrup ændrede dommen til en dom på seks års fængsel.

Siden den spanske retssag begyndte, har Ahmed Samsam hævdet, at han har arbejdet for de danske efterretningstjenester, Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), som agent.

Det har hverken PET eller FE ønsket at bekræfte eller afkræfte.

Ifølge Ahmed Samsam har han arbejdet for tjenesterne under rejser til Syrien.

Med den civile retssag mod tjenesterne krævede han, at de skulle anerkende ham som agent.

Han ville bruge en eventuel anerkendelse til at få genoptaget sin sag i Spanien.

Men tidligere onsdag afviste Østre Landsret at behandle sagen, da retten ikke mener, at han har retlig interesse i at få spørgsmålet prøvet.

Derfor har onsdag også været en dag med blandede følelser for Ahmed Samsam, fortæller Erbil Kaya.

- Jeg tror, at det var en blandet følelse. På den ene side glad for at være en fri mand i dag og på den anden side ærgrelsen over, at han ikke fik medhold i Østre Landsret, siger han.

Ifølge landsretten er det ikke godtgjort under retssagen i Danmark, at dommen i Spanien kan ændres, eller at sagen kan blive genoptaget.

Ahmed Samsams advokat, Erbil Kaya, oplyste tidligere onsdag til Ritzau, at dommen i landsretten bliver anket.

Det betyder, at Højesteret skal behandle sagen.

Når sagen skal for Højesteret vil Erbil Kaya også gøre et nyt forsøg på at indkalde en række vidner, som landsretten afviste. Det gælder blandt andet den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Ahmed Samsam har ifølge DR onsdag også delt et billede på sin Facebook, og han fortæller til mediet, at han er hos sin familie.

Sponsoreret indhold