”X-Factor”-deltager Tobias Floor ramt af hjertestop
LÆS OGSÅ: X Factor-talent overrasker på Tinderbox: Tobias Floor skal spille med Dean Lewis
- Jeg er taknemmelig for livet.
Sådan starter den tidligere ”X-Factor”-deltager Tobias Floor sit opslag ud på Instagram mandag eftermiddag.
Her afslører sangeren, at han i onsdags pludseligt fik et hjertestop hjemme hos kæresten.
I opslaget skriver han også, at det netop er kæresten og hendes far som er årsagen til, at han kan skrive opslaget på Instagram i dag.
- Heldigvis har både hun og hendes far frisk hjerte-lunge rednings kursus – De har reddet mit liv!
Otte minutter efter de havde ringet 112 ankom ambulancen, og efter at have fået stød og puls, blev Tobias Floor kørt til akutmodtagelsen på Rigshospitalet.
Tobias fortæller i opslaget, at han efter omstændighederne har det godt, men at han samtidig er noget chokeret.
Her og nu er han også ramt på korttidshukommelsen.
Selvom det næste stykke byder på meget ro for den tidligere "X-Factor"-sanger, så er han ikke i tvivl om, at han nok skal komme tilbage igen.
- I ved jeg har store planer for fremtiden, musik der skal synges og livet skal leves. Jeg regner med jeg lige som Christian Eriksen snart er tilbage på “banen” igen.
Tobias Floors deltagelse i "X-Factor" bliver særligt husket for hans cover af Dean Lewis' "Half A Man".
Et cover som fik stor anerkendelse fra netop Dean Lewis og som også betød, at Tobias Floor fik lov til at komme med på scenen, da Dean Lewis spillede både i Royal Arena og på Tinderbox.
SE og HØR arbejder på at få en kommentar fra Tobias Floor.