Thomas Kristensens mange måneder væk fra familien: – Det har gjort nas

LÆS OGSÅ: Legende anbefalede Thomas Kristensen: Sådan endte han på TV 2
Han vælter i gode historier og sjove anekdoter fra en lang og flot karriere bag mikrofonen.
For 52-årige Thomas Kristensen har de seneste små 25 år budt på højdepunkter fra både håndboldslutrunder, Tour de France-løb og Olympiske Lege.
De mange uforglemmelige arbejdsopgaver har til gengæld også betydet, at der er levet brugt mange dage, uger og måneder væk fra familien.
Noget, skiftet fra håndbold- til fodbolddækningen har fået den populære tv-vært til at reflektere over.
Det fortæller han i SE og HØR-podcasten "Af Banen".
– Det er først, da jeg stopper med at lave håndbold, at jeg begynder at lege lidt med tanken om, hvad det har kostet af tid væk fra familien. Det var jo både dameslutrunder i december og herreslutrunder i januar, så det er to måneder hvert år, starter han.
– Jeg har regnet ud, at jeg har været væk fra familien i 3,5 år sammenlagt bare med håndboldslutrunder. 3,5 år af familiens tid er røget væk på grund af det. Så tør jeg ikke tænke på, hvis man begynder at regne Tour de France, OL og det der er i hverdagen med. Men det har været det hele værd, og min kone har aldrig spændt ben for noget som helst, forklarer han og fortsætter:
– Hun ved, hvad det handler om, og hun ved, at der er perioder, når man er hjemme, hvor man har meget fri. Det er så oftest i hverdagen, men så må man vise sig som en god ægtefælle i de perioder. Det kræver, at man er fuldstændigt i vater om det, for ellers kan man ikke få et familieliv til at fungere, det er helt sikkert.
De mange måneder væk fra familien har også betydet, at der i perioder ikke har været meget tid sammen med sønnen, Oliver, og det var især hårdt i de spæde håndboldår.
– Det har da gjort nas nogle dage. Jeg har også to papbørn, og der er mange ting, man er gået glip af, men specielt når det er blevet større og kan reflektere over tingene, så får de også deres udfordringer med skole og lektier, og det er ikke supernemt at løse, når man er langt væk hjemmefra. Der er det godt at have et solidt bagland, så man kan føle sig tryg i det.

Nu er håndbolden kommet lidt på afstand, og det har også betydet, at der er blevet plads til noget, der ellers aldrig har været mulighed for.
– Jeg havde en sjov oplevelse, da der var OL i Tokyo. Det OL havde TV 2 ikke rettigheder til, så det var første gang, jeg sad og så en herrelandskamp derhjemme. Det var helt vildt mærkeligt. Der sidder jeg i sommerhus med min søn. Vi sidder i sofaen, og det er ekstremt hyggeligt. Så kigger min søn på mig og siger ”Far, det er første gang nogensinde, vi ser en håndboldlandskamp sammen, er du godt klar over det?”. Der fik jeg en klump i halsen. Min søn var 22-23 år der.
Thomas Kristensen arbejder fortsat på TV 2, hvor han blev ansat tilbage i 1999.
Nu er håndbold og cykling blevet byttet ud med fodbold, hvor han blandt andet kommenterer europæiske turneringer og landskampe.
Du kan lytte til hele podcasten her: