Lakserytteren meldt for skjult reklame og "brug af børn"
I den brede befolkning er Lakserytteren måske især kendt for sine forbudte trin i "Vild med dans", men Rasmus Kolbe, som han rigtigt hedder, gør især karriere på sociale medier – ligesom han for nylig har modtaget støtte til at skabe et nyt medie til børn.
Nu er han dog endt i en kedelig sag, for Forbrugerrådet Tænk har anmeldt ham til Forbrugerombudsmanden, skriver Berlingske.
Anmeldelsen sker på baggrund af en video, hvor Lakserytteren reklamerer for sin egen tøjkollektion. Den er delt på YouTube og TikTok og viser børn, der viser tøjet frem, efter han har stoppet dem på gaden.
Det er dog ikke tydeligt, at der er tale om en reklame – hverken for de medvirkende børn eller modtagerne, mener Forbrugerrådet Tænk.
Det siger lovgivningen
I markedsføringslovens paragraf 11, stk. 3 lyder det:
Handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år på sociale medier må heller ikke i øvrigt anvende børn og unge under 15 år, medmindre anvendelsen indgår i en naturlig sammenhæng for at illustrere eller vise et produkt.
– Der er klare regler i markedsføringsloven for brugen af børn i reklamer, fordi de skal beskyttes mod at blive reklamesøjler. I den her video indgår meget små børn og fylder meget, uden at det for os virker naturligt, siger seniorjurist Marie Frank-Nielsen til Berlingske.
Efter anmeldelsen har Rasmus Kolbe skjult videoen på sine sociale medier, indtil der kommer en afgørelse. Han siger i et skriftligt svar, at det giver mening at bruge børnene i videoen.
– Desuden kan det nævnes, at børnene, som er med i videoen, mødte alle op med deres forældre, som kunne give samtykke til at deres barn var med, skriver han til mediet.
Derudover giver Lakserytteren udtryk for, at Forbrugerombudsmanden bør være mere opdateret i lovgivning for influencere.