Spansk journalist: Genoveva Casanova er flygtet til London
LÆS OGSÅ: Genoveva Casanova bryder tavsheden: – Jeg er knust
Mexicanskfødte Genoveva Casanova er som sunket i jorden, efter billeder af hende med kronprins Frederik blev offentliggjort i det spanske ugeblad Lecturas i sidste uge.
Der er kun dukket et enkelt foto op af jetsetteren, efter Genoveva-gate begyndte at rulle, og her viste billeder, at hun red stormen af på sin eksmands slot i San Sebastián.
Men nu mener en spansk journalist ifølge Lecturas at vide, at den 47-årige tv-personlighed har forladt Spanien i et forsøg på at undgå den spanske presse, der har jagtet hende, siden de famøse Madrid-billeder blev offentliggjort.
Til mediet fortæller den spanske journalist Beatriz Cortásar, der har talt med Genoveva Casanova, at stoppet i San Sebastián var af praktiske årsager:
– Hun var i San Sebastián grundet noget logistik. Hun tog sine to hunde med, ordnede nogle ting og rejste igen, lyder det fra journalisten til Lecturas.
Er fløjet videre
Journalisten afslører, at Genoveva Casanova er rejst til London, hvor hun "har søgt ly hos sin inderkreds".
– Hun tog et kommercielt fly til London mandag klokken 15:35. Vi har gennemsøgt alle hoteller, og hun er ikke på nogle af dem. Hun har nok lejet en lejlighed, for hun har planer om at være der et stykke tid, lyder det fra journalisten, der altså hævder at have talt med Casanova selv.