Anders Matthesen får hovedrollen i dansk spillefilm om Tommy Seebach
Den 31. marts 2003 sagde Danmark farvel til en yderst populær sanger og personlighed.
Tommy Seebach gik bort i en alder af 53 år.
Nu bliver ”Disco Tango”-hitmageren portrætteret i en ny dansk spillefilm.
Det afslører SF Studios i en pressemeddelelse.
I 2025 kommer spillefilmen ”UNDER STJERNERNE PÅ HIMLEN” nemlig til de danske biografer – den forventes at få Danmarkspremiere i februar 2025.
Filmen om Tommy Seebach bliver med selveste Anders Matthesen i hovedrollen.
- UNDER STJERNERNE PÅ HIMLEN er et portræt af en af dansk popkulturs største stjerner, Tommy Seebach, der i 1979 ved et skæbnetræf fik muligheden for at deltage ved Dansk Melodi Grand Prix med det store hit ”Disco Tango”.
”UNDER STJERNERNE PÅ HIMLEN” kommer dog ikke kun til at vise det positive ved Tommy Seebachs liv. Filmen kommer nemlig også ind på hans familiehistorie.
- Men det er samtidig en familiehistorie – et drama om en far, der kom så langt ud i sit misbrug, at han måtte flytte fra sin kone og børn, før han endelig forstod og fik vist dem, hvad de betød.
Det bliver altså en film om kampen mod et misbrug, håb, kærlighed og en konstant higen efter at slå igennem.
Instruktør Kasper Gaardsøe siger, at de med valget af Anders Matthesen fandt Tommy Seebachs særlige energi og følsomhed.
Hovedpersonen ser også selv frem til den store rolle.
- ”UNDER STJERNERNE PÅ HIMLEN” er en både barsk og rørende historie om en mand, der indædt kæmper for at forblive på toppen og samtidigt opretholde et familieliv.
- En presset mand der ender med at miste sig selv i forsøget på at indfri både egne og andres forventninger.
I pressemeddelelsen bliver det også beskrevet, at hele familien Seebach er med på, at filmen kommer – og familien glæder sig til premieren.