Afslører: Morten Løkkegaard er Venstres spidskandidat til Europa-Parlamentet

Morten Løkkegaard er officielt valgt som Venstres spidskandidat ved næste års valg til Europa-Parlamentet.
Det er sket lørdag på Venstres landsmøde i Herning.
Morten Løkkegaard var den eneste, der var indstillet som spidskandidat. Han var også spidskandidat ved seneste EU-valg i 2019.
Han blev præsenteret på landsmødet af den nyvalgte formand Troels Lund Poulsen.
Troels Lund Poulsen hæftede sig ved, at Morten Løkkegaard i 2019 var den største stemmesluger, og at Venstre fik 23,5 procent af stemmerne.
- Siden er der sket meget i Venstre og dansk politik. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Venstre igen kan levere et godt resultat med Morten i spidsen, sagde formanden ved sin præsentation.
Morten Løkkegaard blev også valgt til Europa-Parlamentet i 2009, mens han i 2014 blev førstesuppleant. Han har tidligere siddet i Folketinget.
Hvordan Venstres kandidatliste efter Morten Løkkegaard skal se ud, bliver der stemt om senere på Venstres landsmøde.
Blandt andre nuværende EU-parlamentariker Asger Christensen og tidligere minister Ulla Tørnæs er kandidater.
EU-valget næste år finder sted 9. juni.
Med valget af Morten Løkkegaard som spidskandidat har alle partier nu officielt valgt deres frontfigur.