Seks år efter ægtefællens død: BBC-stjerne Ashley Jensen gift i al hemmelighed

Hun blev på tragisk vis efterladt af sin mand, Terence Beesley, da han for seks år siden pludselig tog sit eget liv. Derefter lykkedes det den 54-årige skuespiller Ashley Jensen at holde detaljerne om hendes privatliv ganske tæt til kroppen.
Men nu kan primært britiske medier afsløre, at stjernen fra blandt andet BBC-serien ”Shetland” og det amerikanske tv-drama ”Ugly Betty” er blevet gift i al hemmelighed med sin skuespilkollega Kenny Doughty.
Ifølge magasinet Hello! blev ceremonien holdt i det idylliske Priston Mill, der ligger ved Duchy of Cornwall's Newton Park tilbage i august. Og den intime vielse blev overværet af kun de nærmeste venner og familie.
Stedet for deres bekræftelse af kærligheden beskrives som ”drømmeagtig” takket være det renoverede gamle bygninger og den smukke omkringliggende natur.
Hverken Kenny Doughty – som er kendt fra det britiske krimidrama ”Vera” – eller hans nye hustru Ashley Jensen har talt offentligt om deres forhold, men der har været spekulationer om en romance mellem dem, siden de i sommeren 2021 blev fotograferet sammen hånd i hånd.
Det har derfor heller ikke været muligt for den ellers ganske nysgerrige britiske presse at finde frem til, hvor eller hvornår de to har mødt hinanden.
Dog spillede de to sammen for flere år tilbage, da de begge medvirkede i ”Love, Lies and Records”, som blev sendt på BBC One i 2017. Dengang var de begge gift til anden side.
DailyMail har talt med et par sladdervorne gæster, som kan fortælle, at bruden Ashley var ét stort smil hele dagen lang, da hun endelig sagde ja til sin Kenny Doughty.
– Dagen var så smuk. Ashley så bare så glad ud. Hun smilede og grinede, og det hele var ganske enkelt idyllisk. Der var så meget kærlighed i det rum, lyder det fra kilden.
– Han (Kenny Doughty red.) har været en enorm støtte for hende i de seneste år. De er et dejligt par.

Det er dog ikke første gang, Ashley Jensen – som også er kendt fra den rørende Ricky Gervais-serie ”After Life” – har været gift.
Ashley Jensen blev smedet sammen med skuespiller Terrence Beesley i 2007, og to år efter fik de sammen sønnen Francis.
Tragedien ramte dog den lille familie, da Beesley pludselig tog sit eget liv, og efterlod Ashley Jensen i komplet chok.
HAR DU DET SVÆRT?
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
Ring til Livslinien på 70 201 201.
Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.
Hun har tidligere fortalt, hvordan hun ”aldrig nogensinde vil glemme” øjeblikket, hvor hun fandt sin mand liggende død i bilen ude foran deres fælles hjem i Somerset i det sydvestlige England.
I en erklæring sagde hun dengang:
– Jeg er virkelig knust over Terrys død, og jeg vil aldrig nogensinde glemme den nat. Jeg anede ikke, at han var i stand til at gøre, som han gjorde.

Retsmedicineren Peter Harrowing konkluderede efterfølgende, at skuespillerens død var forårsaget af en bevist handling.
Ashley Jensen er en ganske berømt tv-skuespiller i England. Hun fik største opmærksomhed for sin rolle i den vittige "Extras" i rollen som Maggie Jacobs, som sikrede hende en Emmy-nominering.
Siden er hendes serie-CV kun blevet længere, ligesom hun også er en hyppigt benyttet indlæser og stemmeskuespiller.
Kenny Doughty startede karrieren, da han spillede overfor Andie MacDowell i filmen ”Crush” fra 2001. Han var gift med Caroline Carver mellem 2006 og 2017.