Nynne Larsen svarer på kritik fra World Animal Protection: – Der går heksejagt i den
– Se min lille nye ven. Fantastisk at der stadig findes gode steder derude til vores små truede venner.
Sådan skriver Nynne Larsen til et billede, hvor hun står og krammer en koalabjørn, mens hun er på rejse i Australien.
Det billede som for mange er et sødt billede af et eksotisk dyr, har fået dyreelskere op i det røde felt.
Dyrevelfærdsorganisationen World Animal Protection har været ude at kritisere influenceren med næsten 100.000 følgere for at støtte op om dyremishandling og mener, hun skal fjerne opslaget.
Det har de sågar skrevet i en kommentar på hendes opslag. En kommentar, der senere er blevet slettet.
Dyr skal behandles godt
SE og HØR har forholdt Nynne Larsen kritikken fra World Animal Protection. En kritik, hun dog ikke mener hører hjemme på hendes profil.
– Jeg er helt enig i, at dyr skal have det godt og behandles med respekt, starter hun med at skrive til SE og HØR, efter vi har gjort hende opmærksom på den nu slettede kommentar, som hun fortæller, hun ikke havde set.
Dog mener hun bestemt, at hun har haft dyrenes ve og vel in mente, da hun valgte et sted at tage hen, hvor hun skulle opleve de søde, vilde dyr.
– Både Australia Zoo og Currumbin Wildlife Sanctuary er kendt for at være organisationer, som drager enormt stor omsorg for deres dyr. Jeg skal ikke gøre mig til ekspert, men det var lige præcis af den samme årsag, at det var de to steder, som vi valgte at besøge.
Også derfor har hun ikke tænkt sig at tage opfordringen til sig eller ændre opslaget.
– Og inden du spørger – så kommer jeg ikke til at slette billedet – for af hvad jeg har kunnet læse mig til samtlige steder, samt hvad jeg selv oplevede, da jeg var der, så værner begge steder om dyrevelfærd. Om de to organisationer hver især har ting, de kan optimere – det kan jeg ikke udelukke – men af hvad jeg har kunnet læse mig til – og hvad jeg selv oplevede, så står jeg 100 procent inde for mine visit, skriver hun i en besked til SE og HØR.
- Jeg synes, der i dette tilfælde går heksejagt i den, og det, synes jeg, er ærgerligt.
Du kan læse kritikken fra wildlife ekspert Stephanie Kruuse Klausen lige HER.