Sport23. november 2023

Trine Schmidt taler ud om misset OL: - Det er stadig svært

En rygskade tvang hende til at indstille karrieren en måned inden OL. Fra Danmark så hun veninderne leve medalje-drømmen
Trine Schmidt er i dag i gang med at uddanne sig til journalist. 
Trine Schmidt er i dag i gang med at uddanne sig til journalist.
 Foto: Elena Hybel Colding

Trine Schmidt har været en af Danmarks bedste cykelryttere med både EM og VM-medaljer i trofæskabet.

Hun har levet sin drøm som cykelrytter, men OL-drømmen blev knust. En skade tvang hende til at indstille karrieren en måned inden legene i Tokyo 2021. Flere års arbejde var spildt.

- Det er stadig svært i dag. Ikke på samme måde, men jeg kan mærke, at det påvirker mig, at vi sidder og taler om det, fortæller hun i denne uges udgave af SE og HØRs sportspodcast "Af Banen".

Parløbet i Tokyo skulle have været Trines grand finale inden karrierestoppet. En finale, hun havde trænet til i flere år.

https://imgix.seoghoer.dk/2023-11-23/20210806-123503-l-1920x1279we.jpg
Amalie Dideriksen og Julie Leth fejrer OL-sølvet i Tokyo 2021.
 Foto: Greg Baker/Ritzau Scanpix

I stedet måtte hun med blandede følelser se veninderne og konkurrenterne, Amalie Dideriksen og Julie Leth, vinde sølv hjemme fra Danmark. Endda imens hun selv kommenterede løbet på TV.

Var det ikke med voldsomt blandede følelser, at du kommenterede den finale?

- Jo, jeg kan faktisk mærke det nu, hvor vi sidder og snakker om det, fortæller en berørt Trine Schmidt og fortsætter:

- På den ene side var jeg virkelig glad og stolt - og heppede på Danmark og pigerne. Samtidig var det mega svært at sidde og kigge på det her cykelløb og kommentere det. Men helt fra starten af, så var det jo min drøm.

- Det var mig, der havde søsat det her projekt. Det var mig, der havde gjort det hele muligt og så var det ikke mig, der var en del af parret. Så vandt de oveni købet sølv - hvilket gjorde mig enormt stolt og glad, men også ked af det og trist over, at jeg ikke var en del af det.

Kan man lade være med, at blive bitter de her piger, der også var dine konkurrenter?

- Det kan godt være, jeg har været bitter. Men jeg vil helst ikke stå ved det, hvis jeg har. Der har selvfølgelig været elementer af misundelse og ærgrelse. Vi var et hold af tre, men vi kendte også præmissen - at kun to kan køre.

- Hvis jeg ikke havde haft den dårlige optakt, hvis alt var gået, som det skulle, og jeg var blevet valgt fra i Tokyo, så tror jeg, det havde været lettere at acceptere.

I dag er Trine Schmidt i gang med at uddanne sig til journalist, mens hun lærer hvem hun er uden for banen. Cyklingen på hobbyplan har hun dog ikke sluppet:

- Ja, jeg elsker stadig at cykle, slår hun fast.

Sponsoreret indhold