Krimi28. november 2023

Dansk skuespiller fanget i narkoløgn: – Det er en rodet sag

Da SE og HØR i sidste uge konfronterede dansk skuespiller med tiltale om narkosmugling, kendte han ikke noget til sagen – tirsdag troppede han op i Københavns Byret
Københavns Byret
Tirsdag eftermiddag tog den danske skuespiller plads på anklagebænken i Københavns Byret – tiltalt for at smugle narkotika fra Brasilien til Danmark.
 Foto: Jesper Sunesen / ALLER MEDIA DK

Smugling af 11,2 gram af det potente stof DMT fra Brasilien til Danmark.

Sådan lyder anklagen mod en dansk skuespiller, som er kendt fra flere store danske film, serier og stillinger i teaterbranchen.

Men den midaldrende skuespiller benægtede i sidste uge totalt, at han havde noget som helst med sagen at gøre.

– Jeg ved ikke, hvad du snakker om, sagde skuespilleren, da han blev konfronteret med anklageskriftet, som SE og HØR har fået aktindsigt i, over en telefonforbindelse.

– Det lyder som en meget rodet sag.

I en efterfølgende SMS spurgte SE og HØR skuespilleren, om det ikke var lidt omsonst at lyve om, når vi alligevel ses i retten i dag, tirsdag. Det blev der aldrig svaret på.

Derfor var det også lettere akavet og overraskende, da han alligevel dukkede op i retslokale 12 tirsdag kort før retsmødets start.

Han havde et enkelt nik tilovers for den fremmødte presse, men sagde ellers ikke et ord.

Herefter tog den tiltalte skuespiller plads ved siden af sin forsvarsadvokat. Her fortalte han retten, at han nægter sig skyldig i tiltalen.

Helt konkret beskyldes han for i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse med en medtiltalt kvinde, at have indført cirka 4070 gram væske indeholdende omkring 11,2 gram af det bevidsthedsudvidende stof DMT fra Brasilien til Danmark.

Ifølge anklagemyndigheden er det foregået 30. juli 2021 omkring klokken 18.30 på skuespillerens adresse i det centrale København, og er sket med henblik på videreoverdragelse.

Politiet mener altså, at stoffet skulle have været solgt eller givet videre fra skuespillerens adresse til en eller flere ukendte personer.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf, hvis duoen bliver kendt skyldig i loven om euforiserende stoffer som kan straffes med fængsel i op til to år.

Noget kunne tyde på, at den formodede indsmugling fra Brasilien er sket ved hjælp af kurerfirmaet FedEx, idet anklagemyndigheden har nedlagt påstand om konfiskation af en pakke fra firmaet samt væsken, der indeholder det ulovlige DMT.

Der forventes at falde dom i sagen senere tirsdag.

Sponsoreret indhold