Mands tå hævede og blev lilla: Så skar lægerne en edderkop ud

Et britisk par fik en på opleveren, da de ville fejre deres 35 års ægteskab med tur på et krydstogtskib.
For mens de opholdt sig i Frankrig, begyndte herrens ene tå at hæve.
Hvad manden, som hedder Colin Blake, ikke vidste, var, at det skyldtes et bid fra en jagtedderkop af den peruvianske slags.
Hævelsen gjorde, at manden søgte lægehjælp på skibet. Med en skalpel skar læger hul på den misfarvede tå og kunne derefter konstatere, at en hvid mælkelignende materie flød ud.
I første omgang lignede det, at den hvide væske indeholdt teblade, men det viste sig at være små edderkoppeæg.
Den ottebenede spindler havde simpelthen lagt æg i tåen efter at have bidt hul på den.
Her slutter den lettere uappetitlige historie imidlertid ikke.
Stakkels Colin Blake blev, efter at han vendte tilbage til Storbritannien, givet en ordentlig omgang antibiotika for at komme hævelsen til livs.
Men selv om tåen skrumpede, som den skulle, kunne han fire uger efter biddet alligevel konstatere, at der befandt sig et fremmedlegeme i hans tå.
– Det viste sig, at et af æggene ikke var røget ud. Det må i stedet være klækket. Lægerne mener, at den har forsøgt at æde sig ud gennem min tå, siger Colin Blake.
Antibiotikaene havde gudskelov slået edderkoppen ihjel, før den lykkedes med sin udbrydermission, og lægerne kunne derfor også operere den ud af foden.
– Jeg spurgte, om jeg kunne beholde den, men de sagde nej, siger Colin Blake, der har fået at vide, han ikke kommer til at opleve varige mén fra oplevelsen.
Ifølge BBC lever den peruvianske edderkop normalt ikke i Frankrig. Den har sneget sig til Europa via et fragtskib fra det sydamerikanske land.
Har man mod og lyst til at se den ilde tilredte tå, kan man se billeder af den her.