Taylor Swift havnet på fornem liste: Er den femtemest magtfulde kvinde
LÆS OGSÅ: Nu er der officielt: Taylor Swift er dollarmilliardær
Hun er kendt for sine populære hits, sine udsolgte koncerter og sin svimlende indtjening.
Men nu kan Taylor Swift tilføje endnu en vild bedrift til sit CV. Ifølge Forbes er popstjernen nemlig blevet udråbt som verdens femtemest magtfulde kvinde.
Det skriver erhvervsmediet Finans.dk.
Taylor Swift er dermed kommet i fornemt selskab med blandt andre EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, USA's vicepræsident, Kamela Harris, og Italiens premierminister, Giorgia Meloni.
Listen over verdens mest magtfulde kvinder har de seneste år været præget af kvinder, der arbejder indenfor politik eller erhvervslivet. Derfor er det også et usædvanligt syn, at en popstjerne som Taylor Swift nu har bevæget sig i toppen af listen.
– I løbet af de seneste tyve år, hvor vi har lavet listen, har vi dokumenteret de forskellige måder, hvorpå magt opnås og udøves globalt.
– Dette år illustrerer det måske bedre end noget andet med underholdningsikoner, der optræder helt i toppen af listen på linje med verdens politikere og mest indflydelsesrige ledere fra erhvervslivet, siger Forbes Womens redaktør, Maggie McGrath.
Det er ikke set siden 2010, at en kvinde fra TV- og underholdningsbranchen er havnet i toppen af listen. Her sneg Oprah Winfrey sig nemlig op på en tredjeplads.
Tager man et kig på Taylor Swifts popularitet, er det dog ikke så mærkeligt, at hun er havnet på den prestigefyldte liste. Popstjernen er nemlig ikke blot en sangerinde, men derimod et fænomen, som længe har været fast inventar på Forbes' lister.